Politikere er hurtigt ude med kritik af Skats hjemmeside og den helt nye skatteminister.
5. marts 2010, 09:11 – opdateret 2. november 2010, 14:55
Han har kun været skatteminister i godt en uge, og nu har han allerede et par vrede og morgenfriske ordførere i haserne: Troels Lund Poulsen bliver af Dansk Folkepartis skatteordfører Mikkel Dencker bedt om at få styr på IT-kapaciteten hos Skat.
Årsagen er, at fire millioner danskere fra fredag morgen kan få adgang til årsopgørelsen på Skat.dk - eller det vil sige, det kan de alligevel ikke. Presset på hjemmesiden er så stort, at et stort antal brugere slet ikke kan komme ind på siden. Og af de, der kommer ind, bliver mange hægtet af, når de forsøger at logge sig ind på deres personlige oplysninger.
"I dag er store årsopgørelsesdag for 2009, og det duer derfor ikke, at Skats hjemmeside allerede fra morgenstunden er brudt helt ned, så man ikke engang kan komme ind på den og få oplyst, om man er i plus eller minus for 2009," siger Mikkel Dencker.
Hans kritik følges op af Socialdemokraternes skatteordfører Nick Hækkerup:
"I dag er en af de store eksamensdage for Skat. Det er en af de dage, hvor masser af danskere har brug for Skat, og så flopper det," siger Nick Hækkerup ifølge Ritzau.
"Vent til weekenden"
Første dag med årsopgørelsen er altid årets travleste dag på Skats tast selv hjemmeside. Kapaciteten er udvidet med 25 procent, men det var altså ikke tilstrækkeligt fredag morgen.
"Det er lidt ligesom juleaftensdag på Storebæltsbroen. Der er rigtigt travlt, og det har været meget vanskeligt for borgerne at komme ind på skattemappen," siger kontorchef i Skat Henrik Kähler til Ritzau.
Skat har ellers belært af sidste års storm på hjemmesiden skruet op for maskinkraften. 25 procent flere personer skulle kunne bruge Skat.dk på samme tid.
Alligevel har Skat på forhånd advaret om, at fredag nok ikke er den nemmeste dag at få adgang til skatteregnskabet for 2009.
Ifølge Henrik Kähler må nysgerrige skatteborgere væbne sig med tålmodighed og eventuelt forsøge at vende tilbage til Skats hjemmeside i weekenden eller i næste uge, hvor travlheden som regel stilner af.
Han får en chance til
Dansk Folkepartis ordfører er dog så nådig, at han ikke "fuldt ud" vil bebrejde den nytiltrådte skatteminister for miseren. Mikkel Dencker giver Troels Lund Poulsen respit til næste år
"Den nye skatteminister Troels Lund Poulsen kan selvfølgelig ikke fuldt ud bebrejdes, at Skat ikke, trods løfter om det modsatte, har fået rettet op på hjemmesiden efter de store vanskeligheder, der var sidste år, da mange danskere ville tjekke deres årsopgørelse på samme dag. Men tredje gang er lykkens gang, hvorfor Troels Lund Poulsen får den bundne opgave at få styr på Skats hjemmeside, så det ikke gentager sig næste år," siger Mikkel Dencker.
Sidste år tjekkede 600.000 danskere deres årsopgørelse på den første dag, men også her måtte mange besøge Skats hjemmeside forgæves. Dog lykkedes det ifølge Ritzau 1,8 millioner danskere at få styr på årsopgørelsen bare i løbet af de første dage, den var tilgængelig.



























































