En familie med en pæn indkomst kan se frem til 2.500 kroner mere til forbrug hver måned.
18. december 2008, 07:55 – opdateret 2. november 2010, 13:21
De hastigt faldende priser på olie og benzin vil lune godt i pengekassen hos helt almindelige danskere. En typisk familie med to voksne og to børn, der bor i parcelhus opvarmet med oliefyr, kan se frem til at spare 7.400 kroner alene på energi i 2009 i forhold til året før.
Det gælder, hvis de kører i en nogenlunde økonomisk bil, ruller 15.000 kilometer om året, og bruger 3.000 liter fyringsolie.
Det viser beregninger, som cheføkonom Helge J. Pedersen fra Nordea har lavet for Berlingske Business.
Hånd under økonomien
Besparelsen vil komme, hvis pumpeprisen på benzinen holder sig på det aktuelle niveau på 8,4 kroner per liter, og fyringsolien fastholdes på 7.300 kroner for 1.000 liter.
»Oven i det, kan folk så se frem til at få lavere skatter og stigende lønninger. Hvis et ægtepar hver især tjener 364.000 kroner, får de fuld glæde af, at grænsen for, hvornår der skal betales mellemskat, stiger. Lønnen vil også udvikle sig positivt og typisk vokse med mkring fire procent. Så samlet vil de få 27.000 kroner mere i disponibel indkomst til forbrug i 2009, hvis lavere skatter og stigende løn lægges sammen. Dertil kommer så de 7.400 kroner, der spares på energiregningen,« siger Helge J. Pedersen.
Læs også: Finanskrisen foregår i hovedet
En del rammes så også af svagt stigende renter på deres boliglån, en lidt højere grundskyld og stigende kommuneskatter enkelte steder. Men samlet set, når det hele lægges sammen for en husstand med en indkomst lige omkring 700.000 kroner, skulle der blive tæt ved 2.500 kroner mere til forbrug om måneden.
»Det er ganske meget. Det er mere end set i flere år. Det burde kunne holde en hånd under økonomien. Spørgsmålet er så bare, om folk vil bruge de penge, eller spare dem op. Det bliver det interessante til næste år,« siger Helge J. Pedersen.
Bagside med fordele
Meget kan så også ske med olieprisen gennem 2009, så det er langt fra sikkert, at besparelsen bliver så stor som angivet.
Olieprisen kan meget vel tænkes at stige. Men sker det, vil det formentlig være fordi, at det begynder at gå bedre i verdensøkonomien, hvilket vil komme Danmark til gavn på anden vis, eksempelvis ved en øget eksport.



























































