Danskerne godkender årsopgørelser elektronisk i et tempo som aldrig før - med risiko for, at de glemmer at tjekke tallene.
17. februar 2010, 06:54 – opdateret 2. november 2010, 14:51
Danskernes brug af Skats TastSelv-service er nærmest ved at eksplodere. Vi godkender vores årsopgørelser elektronisk som aldrig før, og Skat erkender, at det stiller ekstra krav til vejledningen af folk, når hele skatteopkrævningen er blevet så automatiseret for den enkelte.
Ifølge tal fra Skat var der i 2009 i alt 3,17 millioner unikke brugere af Skats TastSelv-service. Det er en stigning på omkring 500.000 brugere i forhold til året før. TastSelv kan blandt andet anvendes til at lave en tidlig godkendelse af årsopgørelsen. Herudover kan man fortælle Skat, hvis der sker ændringer af ens skatteforhold i løbet af året.
Husker du fradragene?
Udviklingen glæder naturligt nok Skat.
"Vi bliver overraskede hver gang. Fra år til år bliver der stadig flere brugere, og vi spørger os selv, hvor længe det kan blive ved," siger direktør i Skat Richard Hanlov.
"Det stiller krav om, at vi ændrer vores vejledning af skatteyderne. I otte ud af ti tilfælde skal danskerne ikke gøre noget ved deres årsopgørelse, de skal blot sige ja via TastSelv," siger Richard Hanlov.
"Det betyder, at folks forståelse af deres skatteforhold bliver mindre. Alle har en begrundet forventning om, at Skat klarer det hele, og at alt bliver indberettet automatisk. Men det er ikke altid tilfældet, og det skal vi have henledt folks opmærksomhed på," siger Richard Hanlov.
Han påpeger, at hvis man køber et sommerhus og begynder at leje det ud, så skal man selv indberette det til Skat. Det samme gælder, hvis man har nogle penge til overs og går ud og investerer i aktier. Ud over udleje af sommerhus og aktieinvesteringer er kørselsfradrag, børne- og underholdsbidrag nogle af de emner, man selv skal fortælle Skat om.
"Hvor vi tidligere i Skat nok var kendt som en kontrollerende myndighed, gør vi en dyd af at optræde langt mere serviceorienteret med henblik på at møde kunderne, hvor de er. Dette skal ske gennem god vejledning overfor borgerne og med en sagsbehandling, hvor der er lidt højere til loftet," siger direktør Richard Hanlov.
Glemmer at tjekke tallene
Statsautoriseret revisor hos Deloitte Niels Sonne understreger, at han ser langt flere fordele end ulemper ved TastSelv.
"Men det er da korrekt, at der er risiko for, at visse skatteydere får sagt OK til deres årsopgørelse uden at have foretaget det fornødne tjek. Specielt fordi fristerne er rykket frem, og man som skatteyder rimeligt tidligt skal foretage korrektioner," siger Niels Sonne.
"Der vil således altid være skatteydere, som får en fortrykt årsopgørelse og uheldigvis måske en forkert årsopgørelse, uden at den bliver korrigeret,” siger revisoren.
Niels Sonne er helt enig i, at Skats opgave i dag i langt højere drag er service og information og ikke kontrol som i gamle dage.



























































