Husejerne i Gentofe Kommune er dem, der får den suverænt største besparelse på grund af skattestoppet, viser nye beregninger fra BRFkredit. Besparelserne på Skattestoppet er meget skævt fordelt hen over landet.
14. februar 2010, 06:42 – opdateret 2. november 2010, 14:51
Villaejerne i Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Frederiksberg kommuner er de klare vindere på regeringens skattestop.
Suverænt bedst ser det ud for dem, der ejer et parcelhus i Gentofte. De sparer lige over 21.000 kr. om året på skattestoppet. Det er mere end dobbelt så meget som husejerne i Lyngby-Taarbæk og Frederiksberg.
Det viser beregninger som BRFkredit har lavet for Business Søndag. Tallene illustrerer, at selv om Skat har lagt op til et fald i vurderingerne på parcelhusene i år på 14 procent på landsplan og 27 procent i Hovedstaden, så ligger vurderingerne stadig langt over, hvad de var i 2001 og 2002.
Og det er de gamle vurderinger fra starten af dette årtusinde, som afgør, hvor meget husejerne skal aflevere i ejendomsværdiskat.
Det giver en solid besparelse for parcelhusejerne, men gevinsten er meget skævt fordelt landet over. I Århus Kommune scorer husejerne den fjerde største gevinst, og den er på lige over 9.000 kr. Derfra er der langt ned til bunden af listen.
Den mindste besparelse på landsplan får boligejerne i Lolland, Odsherred og Faxe kommuner. I alle sidstnævnte kommuner tjener boligejerne under 1.000 kr. om året på skattestoppet.
”Skattestoppet bidrager ikke til en mere ligelig fordeling af formuen i Danmark. Tværtimod. Det er i København, Nordsjælland og nogle af de attraktive kommuner i provinsen, hvor boligejerne får mest glæde af skattestoppet,” siger seniorøkonom i BRFkredit Mikkel Høegh.
”De fleste boligejere er dog formentlig fan af skattestoppet, idet at besparelsen selv i områder hvor den er lille har en sådan størrelse, at det kan mærkes i de fleste private husholdninger,” siger Mikkel Høegh.
Langt igen
De nye ejendomsvurderinger vil ryge ud til danskerne sammen med årsopgørelsen. Den bliver sendt i løbet af marts og april.
En prognose fra Skat viser, at vurderingerne er faldet over hele landet. Det største dyk har der været i Nordøstsjælland, hvor vurderingerne ser ud til at blive 33 procent lavere. Mindst dramatisk ser det ud på Fyn, hvor Skat kun har skruet vurderingerne ned med 12 procent.
Umiddelbart har vurderingerne dog ingen indflydelse på, hvor meget den enkelte skal betale i ejendomsværdiskat. Man kan ikke komme til at betale mere for den samme ejendom, medmindre der er lavet ændringer, som har krævet en byggetilladelse.
Omvendt kan man heller ikke komme til at betale mindre, før vurderingerne falder til under skatteloftet, og det er langt fra sikkert, at det overhovedet kommer til at ske.
”Der er ingen kommuner, hvor den gennemsnitlige boligejere kan glæde sig over lavere ejendomsværdiskat som følge af skat seneste prognose for vurderingen,” siger Mikkel Høegh.
”Mange steder skal der overordentlig store fald til op mod 30 procent før end at en besparelse kommer i spil. Vi er cirka på 2005 niveauet for priserne, men skattestoppet blev defineret fire år før,” siger Mikkel Høegh.
Mindre gevinst
Til gengæld er det tydeligt, at boligejernes gevinst ved skattestoppet skrumper ind. Ejendomsværdiskatten er på 1 procent af ejendomsvurderingen af den enkelte bolig. Men på grund af skatteloftet kommer husejerne i gennemsnit kun til at betale 0,7 procent i skat af værdien af deres hus. Tilbage i 2007 var huspriserne højere, og ejendomsskatten udgjorde kun 0,6 procent af boligernes værdi.
Analysen fra BRF ser udelukkende på parcel- og rækkehuse. En tilsvarende opgørelse lavet af Realkreditrådet for Morgenavisen Jyllands-Posten viser nogen lunde samme resultater for ejerlejligheder.
Ejere af lejligheder i København og på Frederiksberg sparer i øjeblikket 42 procent i skat som følge af skattestoppet.






























































