Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Her barberer kommunen din skattelettelse

Der er i nogle kommuner tale om, at statens skattelettelse halveres af en stigning i kommuneskatten. Se beregninger for de kommuner, der har fået lov til at hæve skatten.

Du skal ikke glæde dig til næste års skattelettelse fra staten for tidligt. 17 kommuner har på forhånd fået lov til at hæve kommuneskatten, og hvis du bor i en af dem, så bliver din skattelettelse i værste fald halveret af kommuneskatten.

Det viser Dansk Banks beregning af næste års skattestigningen i de 17 kommuner, som Berlingske Research har indsamlet. De kommunale skatteforhandlinger afsluttes dog først i midten af oktober, så den endelige fordeling af skattestigningerne ligger ikke fast. Ligesom det heller ikke ligger fast, at andre kommuner holder skatten i ro.

Tallene viser, at skattelettelsen for en modelfamilie på fire i eget hus i runde tal bliver halveret i Fredensborg, Holbæk og Hedensted. Men hvis din familie samtidig bliver ramt af nye afgifter på for eksemple firmabil, cigaretter og multimedieskatten, så kan skattelettelsen i værste fald fordufte fuldstændig, vurderer seniorøkonom i Danske Bank Las Olsen.

"Det spiser i de fleste tilfælde ikke hele skattelettelsen til næste år. Men hvis familien bliver ramt af den ekstra afgift af firmabil og multimedieskatten samt er storrygere og bor i Hedensted, så kan det godt komme derhenad," siger Las Olsen.

Men kommunernes skattestigning kan også give følger for huspriserne især i de to af kommunerne, der har valgt at lægge hele skattestigningen på grundskylden. Det er Lejre og Køge, hvor den boligejende modelfamilie skal af med henholdsvis 1.560 kroner og 2.416 kroner mere i grundskyld på grund af skattestigningen.

"Det kan godt have en negativ effekt på huspriserne. Grundskylden spiller direkte ind på mæglerens beregning af første års ydelse, som vi ved, at boligkøbere er utroligt opmærksomme på," siger Las Olsen.

Han påpeger, at der desuden vil ske en generel stigning i grundskylden på omkring syv procent for boligejere over hele landet til næste år på grund af en indbygget regulering af beregningsgrundlaget - hvortil der altså kan komme en yderligere stigning på grund af den stigende kommuneskat i mange kommuner.

Staten regulerer som hovedregel bundskatten ned tilsvarende den samlede skattestigning i kommunerne. Men mens det indtil videre ser ud til at være borgerne i 17 kommuner, der rammes af stigende kommunalskat, så sænker staten bundskatten for alle danskere, der betaler indkomstskat, med det tilsvarende samlede beløb.

Las Olsen påpeger dog også, at danskerne som helhed til næste år kan se frem til en mærkbar lettelse i deres privatøkonomi.

"Kommuneskatterne ændrer ikke overordnet ved, at der sker en skattelettelse, som sammen med den meget lave rente sender flere penge ud blandt folk," siger han og påpeger samtidig, at der vil være mærkbare forskelle på grund af for eksempel stigende kommuneskat eller i værste fald arbejdsløshed.

Indenrigsministeriet har bevilget en samlet overskridelse af den aftalte ramme på 500 millioner kroner, og hvis den overskrides af yderligere skattestigninger i kommunerne, så falder der en "delvis kollektiv og en delvis individuel sænkning af bloktilskuddet for 2010", som ministeriet formulerer det.

Det kan blandt andet ramme Københavns Kommune, som allerede nu påpeger, at københavnerne i dét tilfælde risikerer at skulle aflevere næsten en kvart milliard kroner til staten, fordi andre kommuner ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Også selv om hovedstadskommunen holder skatten uændret.

Systemet indebærer, at den kollektive straf stiger kraftigt i årene efter, så København i 2013 vil have afleveret i alt 235 millioner kroner til staten, hvis beregningerne holder.

"Når kommunerne sidste år undgik at blive ramt, skyldes det, at København valgte at sætte sin skat ned, for at andre til gengæld kunne hæve den. Vi viste solidaritet med fællesskabet. Derfor er det rigtig ærgerligt, at vi nu skal straffes, fordi nogle kommuner har tænkt sig at bryde aftalen med regeringen og sætte skatten op," siger de konservatives sundhedsborgmester, Mogens Lønborg til Politiken.

 




Markedet lige nu