Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Frynsegoder uden skattesmæk

Sådan skruer du ordningen sammen, uden at Skat kommer efter dig.

Køb en splinterny PC og få skattevæsenet til at finansiere halvdelen af købet. Sådan lyder det lokkende tilbud som tusindevis af lønmodtagere i disse dage gør brug af.
Det er multimedieskattens indførelse, der har gjort, at man nu kan købe computere med tilbehør og andre multimedier via en såkaldt bruttolønsordning. Og det er blevet særdeles populært.

Rigtig mange virksomheder kaster sig ud i at lave bruttolønsordninger for deres medarbejdere, og den nye skat har givet et solidt spark til udbredelsen af multimediepakker. Sådan lyder det fra en række revisorer som Business Søndag har talt med. Det er KPMG, Deloitte og PricewaterhouseCoopers.

Med en bruttolønsordning betaler den enkelte medarbejder en del af et personalegode ved at gå ned i løn før skat. Og ideen med de nye ordninger er, at medarbejderne skal have mest muligt ud af at betale multimedieskatten. I de fleste tilfælde sparer den enkelte medarbejder penge, selv om multimedieskatten er indført.

»Hvis man har multimedier og skal betale multimedieskat under alle omstændigheder, er der penge at spare fra første dag ved at få for eksempel en pc via en bruttolønsordning. Hvis man på forhånd ikke betaler multimedieskat, gælder det om at få noget via bruttolønsordningen, hvor skattebesparelsen for den enkelte overstiger skatten af de 3.000 kr., man skal betale multimedieskat af. Men hvis man blot får en computer eller bredbåndsforbindelse via bruttoløn, er den hurtigt hjemme,« siger tax manager hos PricewaterhouseCoopers John Cederskjold Kierans.

Statsautoriseret revisor hos Deloitte Niels Sonne er helt enig. Han påpeger, at langt de fleste multimediepakker bliver lavet hos virksomheder, der allerede har bruttolønsordninger. Men også mange virksomheder, som ikke har det, hopper med på vognen og tilbyder deres medarbejdere den billige måde at indkøbe multimedier på.

»Står den enkelte medarbejder over for at skulle anskaffe en pc inklusive skærm, printer og software til måske 10.000 kr., vil det køb via en bruttolønsordning netto kun koste cirka 6.000 kr., hvis vedkommende ikke betaler topskat, og kun cirka 4.400 kr. for personer, som betaler topskat,« siger Niels Sonne.

»Fordelen er størst, hvis man allerede er ramt af multimedieskatten, for så kommer der ikke yderligere beskatning. Men selv hvis der tages højde for, at man kommer til at betale multimedieskat på grund af en bruttolønsordning, kan der være mange penge at spare. Multimedieskatten udgør kun skat af 250 kr. om måneden,« siger Niels Sonne.

Flere faldgruber

Hidtil har det ikke været en fordel at købe pcere via en bruttolønsordning, fordi man blev hårdt beskattet af købet. De regler er ændret efter at multimedieskatten er kommet, men revisorerne understreger, at de nye regler ikke bare giver frit valg på alle hylder. Der er flere faldgruber, og bruttolønsordningerne skal laves rigtigt, ellers venter en skatteregning for den enkelte medarbejder.

Helt afgørende er det, at de goder, som tilbydes, kan komme ind under multimedieskatten. For hvis de ikke kan, vil den enkelte medarbejder blive beskattet af den fulde markedsværdi af det enkelte multimedie. Derved vil besparelsen blive mere end spist op.

»Vi har allerede set en række skrækeksempler på forkert håndtering af bruttolønsordninger. Der er uden tvivl mange medarbejdere – både i det offentlige og større private virksomheder – som har et skattesmæk hængende over hovedet,« siger Niels Sonne.

»Multimedieskatten omfatter telefoni, bredbånd og computere med tilbehør. Men egentlige TV-pakker er ikke omfattet og kan ikke stilles til rådighed som personale gode, uden at der sker fuld beskatning,« siger Niels Sonne.

»Og der skal være tale om »sædvanligt udstyr« til computeren. Det vil sige almindelig størrelse og standard. PC-skærme op til 26 tommer er i orden, men større skærme og avancerede fotoprintere er ikke,« siger Niels Sonne.

Men senior skattekonsulent hos KPMG Pernille Paisen, fremhæver, at antallet af de enkelte multimedier, man køber, ligeledes er vigtig. Der er grænser for, hvor mange bærbare pcere man kan få stillet til rådighed under multimedieskatten.
»Der skal være en reel begrundelse for, at man kan få stillet flere af de samme multimedier til rådighed. Skat har konkret accepteret to bærbare pcere. Det er en vurdering af, at goderne ikke anses for stillet til rådighed direkte for familien,« siger Pernille Paisen.

Ejer ikke pcen

Rent principelt kan man anskaffe sig stort set alt via en bruttolønsordning, men udover multimedier er der kun en skattefordel ved at bruge ordningen til at købe togkort, aviser, sundhedsforsikringer og lignende.

Ved amultimedier som blandt andet PCere i en bruttolønsordning er der det specielle forhold, fremhæver revisorerne, at medarbejderen ikke kommer til at eje udstyret, selv om vedkommende faktisk har betalt for det ved at gå ned i løn. Man får det stillet til rådighed af ens arbejdsgiver, og efter nogle år kan man få lov til at købe det fri til et nedskrevet beløb.

Det betyder, at den enkelte medarbejder skal passe på ikke at købe en pc og betale den ved at gå ned i løn i eksempelvis kun 12 måneder. For når det år er gået, skal pc købes fri til markedsværdien på det tidspunkt.

»Man kan selvfølgelig godt aftale, at selv om finansieringen sker over kun 12 måneder, så aftales rådighedsperioden til 24 eller 36 måneder. Men i en fratrædelsessituation vil man være nødt til at håndtere udstyret, enten en tilbagelevering eller overdragelse til markedspris. I begge tilfælde vil medarbejderen lide et stort tab,« siger Niels Sonne.
 

 




Markedet lige nu