En arbejdsgiverbetalt mobiltelefon kræver fra nytår, at virksomheden tjekker samtlige opkald, hvis medarbejderen skal slippe fri af multimedieskatten.
23. november 2009, 06:46 – opdateret 2. november 2010, 14:39
Virksomhederne får fra nytår pligt til at kontrollere samtlige opkald på medarbejdernes mobiltelefoner, så der ikke gemmer sig et privat opkald.
For at gøre det endnu mere grotesk kan de – takket være datalovgivningen – kun få adgang til de første seks cifre af numrene, men så må de »på anden måde få klarlagt« at der kun er ringet i forbindelse med arbejdet. Det kan ske ved, at medarbejderen får besked på manuelt at registrere alle sine udgående opkald.Sådan står der faktisk i regeringens udkast til »Multimediebeskatning – pjece til borgere og virksomheder.«
Alternativet er, at medarbejderen enten betaler multimedieskat eller uden undtagelse afleverer mobiltelefonen på arbejdspladsen, før han går hjem, og at arbejdsgiveren står inde for, at det er sket.
»Det har hele tiden stået klart, at ansatte enten skal multimediebeskattes, hvis de får en mobiltelefon af arbejdsgiveren, eller også skal telefonen kun bruges erhvervsmæssigt, og så er det op til arbejdsgiveren at føre kontrol med, at den ikke bliver brugt til andet,« siger Peter Høyer, der er særlig rådgiver i Skatteministeriet.
Voldsom harme
Udkastet til pjecen vækker voldsom harme blandt erhvervslivets organisationer.
»Det er helt uholdbart og kan ikke lade sig gøre i praksis. Mobiltelefonen er i dag et værktøj på linje med en hammer og en sav. Man har den med, og selvfølgelig tager man den også med hjem,« siger projektchef Jørn Jensen fra Dansk Byggeri.
Arbejdsgiveren kan undgå kontrollen, hvis medarbejderen betaler multimedieskat. Dermed har arbejdsgiveren også accepteret, at telefonen bruges privat, medmindre han på anden vis kompenserer medarbejderen for den ekstra skattebetaling.
»Det vil sikkert blive resultatet i mange tilfælde, men det er så en ekstra regning, som bliver sendt videre til arbejdsgiveren, og det har ikke været formålet med skatten,« siger skattechef Bo Sandberg fra Dansk Erhverv.
Det er arbejdsgiverens valg, om der hører en mobiltelefon til jobbet. Omvendt er det medarbejderens valg, om der skal betales multimedieskat af den. Hvis ikke, skal medarbejderen underskrive en tro- og loveerklæring på, at telefonen aldrig bruges privat, og arbejdsgiveren får pligt til at kontrollere det.
Blot et enkelt privat opkald, så klapper fælden, og medarbejderen beskattes af 3.000 kroner om året.
Arbejdsgiveren kan ikke nøjes med stikprøver. Telefonregningen for hver enkelt medarbejder skal ifølge pjecen tjekkes i mindst et helt kvartal hvert år.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Kristian Jensen (K).






























































