Boligvurderinger falder drastisk

Boligejerne må indstille sig på intet mindre end et historisk stort fald i Skats ejendomsvurderinger, der offentliggøres i løbet af marts og april.

I enkelte områder i hovedstaden er husene på to år faldet med helt op til 50 procent, og på landsplan er et gennemsnitligt parcelhus faldet med 14 procent i ejendomsværdi og med 13 procent i grundværdi fra 1.oktober 2007 til 1.oktober 2009. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Tilsvarende er rækkehusene i gennemsnit faldet med 19 procent i ejendomsværdi og med 20 procent i grundværdi, mens sommerhusene er faldet med henholdsvis 16 procent og 10 procent. Det største fald er dog sket for ejerlejlighederne - gennemsnitlig 25 procent på landsplan.

Det fremgår af en foreløbig prognose fra Skat, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af. Ifølge skattedirektør Jens Perch Nielsen er de største fald sket for boliger i områder, der tilsvarende fik de største stigninger frem til 2007.

Husejerne i Nordøstsjælland må således belave sig på rekordfald - 27 procent i ejendomsværdi og 40 procent i grundværdien.

Men overalt er tallene behæftet med minusser, bortset fra grundværdierne i Vestjylland, der er steget med 7 procent. Den stigning skyldes ifølge skattedirektøren, at grundværdierne her i forvejen var meget lave.

»I mine 12 år på området har jeg aldrig oplevet tilsvarende fald,« fastslår Jens Perch Nielsen.

 



Markedet lige nu