Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Avis: Kun store lån rammes af skattereform

Regeringen og Dansk Folkeparti lægger angiveligt op til, at rentefradraget sættes ned - men kun over en vis grænse.

Kun boligejere med renteudgifter på mere end 50.000 kroner om året pr. person vil få et mindre rentefradrag, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisens oplysninger mødtes regeringens top søndag på Marienborg for at afstemme de skatteudspil, som angiveligt skal fremlægges tirsdag eller onsdag, og det ser ud til, at boligejere med lån og renteudgifter under en vis grænse slipper billigere end i det udspil, som Skattekommissionen fremlagde 2. februar.

Ifølge kommissionens forslag skulle værdien af rentefradraget sættes ned fra 33 til 25 procent for at finansiere lettelser i både bund- og topskatten. Nu ser det altså ud til, at kun de hårdest belånte boligejere udsættes for den ændring, og kun for beløbet over bundgrænsen for renteudgifter op til 50.000 kr. per person årligt.

Det vil ifølge Jyllands-Posten betyde, at én person med det nuværende renteniveau kan låne op til ca. 750.000 kroner med et 30-årigt seksprocents lån uden at få forringet sit rentefradrag. Med et 30-årigt flekslån vil én person kunne låne op til ca. 1,15 mio. kroner uden at få forringet sit rentefradrag.
Et par kan låne op til halvanden million kroner på et fastforrentet lån uden at blive ramt, mens de kan låne 2,3 mio. kroner med et flekslån, før de når op over grænsen på 50.000 kroner om året.

Regeringen lægger desuden op til, at en ændring af skatterne skal være underfinansieret de første år for at sende flere penge ud i samfundet. Der skal samlet set være tale om skattelettelser for 30 milliarder kroner.

 




Markedet lige nu