Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Turismen får indvandrere og ufaglærte i job

Turisterhvervet spiller en væsentlig rolle for arbejdsmarkedet og den danske økonomi.

Turisme er meget mere end blot kanalrundfart og candyfloss. Erhvervet spiller en væsentlig rolle for arbejdsmarkedet og økonomien, viser en ny analyse fra Copenhagen Economics. Det skriver Politiken.

Branchen beskæftiger tre gange så mange med indvandrerbaggrund og dobbelt så mange lavtuddannede som det øvrige erhvervsliv. En ud af fem ansatte har udenlandsk baggrund, mens hver anden er ufaglært.

- Turisterhvervet bidrager til at beskæftige de grupper, der i særlig grad er blevet ramt af ledighed de senere år. Selv om man politisk håber på et generelt højere uddannelsesniveau i fremtiden, er der stadig mange kortuddannede, som skal i beskæftigelse og skabe nogle indkomster, siger seniorøkonom i Copenhagen Economics Claus Frelle-Petersen til Politiken.

I brancheorganisationen Horesta har man et bud på en forklaring:

- Vi lever af at byde gæster velkommen og har derfor en åben indstilling. Politisk bliver der talt meget om, hvorvidt man er tilpasset eller ej. Vi genkender slet ikke de problemer. Tværtimod er det en fordel at have tørklæde på i køkkenet eller rengøringen, for så efterlader man ikke hår, siger formand Jens Zimmer Christensen til Politiken.

I dag skaber turisterhvervet direkte eller indirekte arbejde til 127.000 danskere. Men siden 2000 har Danmark mistet hver femte udenlandske turist, og det har kostet 10,4 milliarder kroner i omsætning. Havde vi fulgt udviklingen i EU, var der ifølge Copenhagen Economics 16.700 flere job i branchen i dag.

Turismen skal tages langt mere seriøst, siger Jon Sundbo, professor i erhvervsøkonomi ved Roskilde Universitet:

- Vi er opdraget i et samfund, hvor industrien er den største sektor, så vi har svært ved at se, at der skulle være penge og job i sommerhuse. Men det skal vi se anderledes på. Turismen er et af de erhverv, der har størst mulighed for at bidrage til vækst og især beskæftigelsesvækst, fordi det er manuel service, siger han til Politiken.

 




Markedet lige nu