Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Støjberg vil konkurrere med private

Private leverandører af jobsøgemaskiner skal nu til at konkurrere med staten om at trawle nettet for stillingsopslag. Det private Jobindex A/S er uforstående overfor tiltaget.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) agter at skabe en jobsøgemaskine på nettet, der vil være en direkte konkurrent til en række private virksomheder, som de seneste år har ernæret sig ved at udbyde og udvikle såkaldte jobcrawlere, som finkæmmer nettet for stillingsannoncer.

Branchen udgør en betydelig millionindustri, og hos en af de største hjemlige aktører på området undrer man sig over at få en statslig konkurrent:

- Vi forstår ikke at Arbejdsmarkedsstyrelsen vil bruge skattekroner på at udvikle en service, som allerede bliver klaret glimrende af private virksomheder. Det ville være til større gavn for de ledige, hvis Arbejdsmarkedsstyrelsen valgte at samarbejde med private jobdatabaser i stedet for at forsøge at konkurrere med dem, udtaler Kaare Danielsen, direktør for Jobindex i en selskabsmeddelelse.

"Sådan har det altid været"

I et svar til partiformand Anders Samuelsen (LA) forklarer Inger Støjberg, hvorfor hun vil udvikle en jobcrawler. Hun mener, det hænger naturligt sammen med, at det altid har været Arbejdsformidlingens opgave at videreformidle stillingsannoncer til jobsøgende.

- Sådan har det altid været. Førhen skete det manuelt ved at klippe jobannoncer ud og sætte dem op på væggen eller ved at genindtaste de udklippede annoncer i eget it-system, forklarer Inger Støjberg i det skriftlige svar, hvor hun også udtaler:

- Den planlagte løsning hænger således naturligt sammen med jobcentrenes opgaver og med Jobnets overordnede formål, som er at skabe gennemsigtighed på arbejdsmarkedet.

Staten var oprindeligt imod

Jobindex skriver videre i fondsbørsmeddelelsen, at det netop var Jobindex, som for 14 år siden opfandt jobcrawlerkonceptet og udviklede verdens første jobcrawler, og virksomheden har siden brugt et to-cifretmillionbeløb på at forfine teknologien.

Jobindex skriver, at Arbejdsmarkedsstyrelsen oprindeligt bekæmpede konceptet ved i de første år at udvikle tekniske forhindringer, der forhindrede Jobindex i at linke til Arbejdsformidlingens jobannoncer. Nu vil Beskæftigelsesministeriet altså selv ind i branchen for jobcrawlere.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu