40 »stjernespillere« slår sig løs i morgen på Horsens Golfklubs bane
28. maj 2010, 14:01
Et håndplukket samling af kendte ansigter fra både sports- og underholdningsverdenen mødes i morgen, lørdag, til en 18 hullers golfmatch i Horsens Golfklub, når det gælder den årlige udgave af velgørenhedsarrangementet »Stjernegolf,« som dermed for 10. år i træk samler penge sammen til fordel for syge danske børn.
Samtidig kæmper stjernerne individuelt om det uofficielle danske mesterskab i »Stjernegolf,« som siden 2001 er blevet vundet af lutter kendte sportsnavne: Poul-Erik Høyer (badminton), Knud Storgaard (golf), Allan Nielsen (fodbold), Peter Skov Jensen (fodbold), Morten Andersen (amerikansk fodbold), Hans Nielsen (speedway), Nicolas Monberg (ishockey), Casper Elgaard (motorsport) og Claus Flensburg (håndbold).
Arrangementet blev oprindelig lanceret som »DM for Sportsstjerner« - med en badmintonentusiast fra Holstebro, Søren Bach, som initiativtager. Han fødte ideen i forbindelse med Poul-Erik Høyers afskedskamp på dansk grund - dels ansporet af, at Høyer ved den lejlighed fik et sæt golfkøller i gave af sin gode ven, den professionelle golfspiller Steen Tinning, og dels af at en masse - golfspillende - stjerner fra andre idrætsgrene overværede afskedskampen. Som nybagt far foreslog Søren Bach at lave en årlig, sponseret velgørenhedsmatch til fordel for syge danske børn - og med hjælp fra Michael Laudrup, daværende protektor for Rigshospitalets BørneUngeProgram, kom det første arrangement i stand.
Meget passende vandt Poul-Erik Høyer den første udgave af »DM for Sportsstjerner« på Holstebro Golfklubs bane. Også anden udgave fandt sted i Holstebro, hvor den professionelle golfspiller Knud Storgaard i øvrigt besejrede sin kvindelige kollega, Iben Tinning, efter omspil. Siden har »stjernespillerne« kæmpet om DM i Himmerland (to gange), i Odense Eventyr (én gang), i Vejle (to gange) og i morgen bliver tredje gang i Horsens.
Indbyrdes holdkamp
Gennem årene er arrangementet konstant vokset, så det, på grund af mange, generøse sponsorer, giver omkring en million kroner årligt i overskud, der i dag administreres af fonden GolfAid, som støtter både syge børn, handicappede børn og børn med særlige behov. Dette års arrangement omfatter også en golfmatch i dag, hvor stjernerne spiller med sponsorerne og hygger sig sammen til en gallaaften i Horsens Forum med underholdning, musik og fundraising. Sponsorerne er blevet så mange i antal, at det i år er nødvendigt med to sponsormatcher, én i Stensballegaard Golf og én i Horsens Golfklub.
I morgen deltager kun de 40 stjerner i »Stjernegolf« - opdelt i fire hold, der spiller mod hinanden om at opnå flest stablefordpoints. Lørdagens fire hold består af følgende spillere:
Allstarholdet:
Flemming Østergaard, Michael Meyerheim, Poul Erik Høyer, Carsten Bang, Brian Nielsen, Morten Andersen, Søren Stryger, Tomas Villum Jensen, Jes Høegh, Theo Jørgensen, Janni Kjær, Jan Gintberg, Anders Hansen (professionel golfspiller), Kim Sjøgren. Fodboldholdet: Martin Laursen, Michael Johansen, John Sivebæk, Claus Jensen, Flemming Povlsen, Allan Nielsen, Marc Rieper, Karsten Aabrink, Martin Johansen, Niclas Jensen, Henrik Larsen, Poul Hansen, John Faxe Jensen.
TV-holdet:
Sofie Lassen Kahlke, Peter Tanev, Peter Bo Bendixen, Allan Olsen, Claus Elming, Benedicte Balling, Kim Bildsøe Jensen, Joachim Knop, Lars Ranthe, Pernille Sams, Jan Linnebjerg, Jimmy Bøjgård, Leif Sylvester.
Sportsholdet:
Claus Møller Jacobsen, Lars Christiansen, Kasper Nielsen, Claus Flensborg, Nikolai Jacobsen, Morten Bjerre, Tom Kristensen, Frans Nielsen, Hans Nielsen, Nicolas Monberg, Jan Ø Jørgensen, Jesper Jensen, Anders Eggert, Lasse Svan. Der er fri adgang for tilskuere.






























































