Ny virksomhed i Sønderborg vil hjælpe iværksættere og mindre virksomheder i gang efter finanskrisen.
16. august 2010, 15:22
Koncept Marketing, en nyåbnet konsulentvirksomhed i Sønderborg har sat sig det overordnede mål at hjælpe iværksættere og mindre virksomheder til fremdrift og succes i en efter-krise-tid, fortæller indehaveren Anette Maria Christensen i en udsendt pressemeddelelse.
Målgruppen er mindre virksomheder, der ønsker en klar kurs mod forbedret omsætning efter finanskrisen.
- Virksomhedsstrategier er oftest både dyre og komplicerede at arbejde med for mindre virksomheder. I Koncept Marketing møder jeg virksomhederne i øjenhøjde med et strategikoncept, som er let forståeligt og økonomisk overkommeligt. Dermed bliver det også muligt for de små virksomheder at få en strategi, der sikrer dem vækst og fremdrift efter en finanskrise, hvor de har været trængt i knæ, skriver hun i den udsendte meddelelse.
Koncept Marketing har under sin konceptudvikling været i tæt dialog med Erhvervenes hus i Åbenrå, hvorfra Jens Erik Frederiksen, virksomhedskonsulent fortæller:
- Vi ser alt for mange iværksættere med en forretningsplan, der ikke er fyldestgørende nok. Finanskrisen har ikke gjort det nemmere at få finansieret en forretningsidé i bankerne, og det er umuligt for iværksættere at rejse den nødvendige startkapital, hvis ikke deres koncept er gennemarbejdet og veldokumenteret. Skal banken overbevises, kræver det en grundig men overskuelig konceptbeskrivelse, markedsanalyse, risikovurdering, markedsføringsplan og et gennemarbejdet budget, siger Jens Erik Frederiksen.









































