Del : SMS
Berlingske Business

Millioner, mystik - McKinsey

søren fritzen
McKinseys ledende partner i København, Søren Fritzen, brænder efter at gøre en forskel uden at drømme om at tjene formuer. Hvis pengene var hans fokus, havde han valgt et andet job, siger han. Foto:

Bliv McKinsey-konsulent og bliv rig - rigere end mange af kunderne i erhvervstoppen. I Norge tjener konsulenterne enorme personlige indkomster, og Danmarks mest kendte McKinsey-partner, Michael Halbye, har opbygget en formue på over 90 mio. kr. Åbenhed er normalt ikke McKinseys adelsmærke, men københavnerkontorets ledende partner Søren Fritzen har indvilget i at give Berlingskes læsere et indblik i, hvordan partnerskabet fungerer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Da kronprins Frederik skulle have en indføring i det store danske erhvervsliv, ringede kongehuset efter Michael Halbye, manden der havde opbygget McKinseys københavnerkontor, og som færdedes hjemmevant på ledelsesgangene hos ikoner som Carlsberg og Mærsk.

Kemien mellem den unge prins og den 20 år ældre Halbye var så fin, at mødet blev starten på et privat venskab, som har varet siden og også omfatter ægtefællerne. Kundeforhold, der bliver til venskaber, er ikke uvante for Halbye, som også ses privat med Carlsbergs topchef, Jørgen Buhl Rasmussen, og i det hele taget færdes i samfundets top, som når han er en del af den danske Davos-delegation sammen med statsminister Helle Thorning og Novo Nordisks topchef Lars Rebien. Nils Smedegaard gjorde Carlsberg til storkunde hos McKinsey og Michael Halbye til sin fortrolige for siden at tage ham med over i Mærsk.

Michael Halbye er kendt som Mr. McKinsey i Danmark, i udlandet er det andre fremtrædende partnere, der tegner butikken. Financial Times har slået det fast én gang for alle: McKinsey er verdens mest kendte og prestigebetonede managementkonsulent. Står der McKinsey-konsulent på CVet, åbnes der døre, som ellers ville forblive lukkede. Konsulenterne rådgiver de største virksomheder i Danmark og resten af verden, og de kan udskrive velvoksne regninger og tjener mange penge. Og der lyttes til dem. McKinsey-anbefalinger af fyringer og nedskæringer bruges af ledelser til at gennemføre upopulære tiltag eller til at opsende prøveballoner om kontroversielle salg af Danske Bank-aktier eller Dansk Supermarked.

Men McKinsey-navnet er også blevet knyttet til en stor insider-skandale og til et kontroversielt investeringsselskab, og i moderne discipliner som åbenhed og kvinder i ledelse ligger firmaet et stykke nede i feltet.

Michael Halbye er fortsat seniorpartner på københavnerkontoret, men i dag er det den yngre, ingeniøruddannede Søren Fritzen, der leder det danske kontor - ud over at han i lighed med andre seniorpartnere har ledelsesopgaver i den internationale organisation. Halbye har efter en menneskealder hos »The Firm« opbygget en formue på over 90 mio. kr., som er egenkapitalen i investeringsselskabet Demiville Holding ApS, som han er direktør for.

Men det er ikke drømmen om at tjene formuer, der driver Søren Fritzen, siger han:

»Hvis jeg udelukkende fokuserede på penge, skulle jeg have valgt at blive investment banker eller gå ind i en kapitalfond. Det jeg brænder for er at gøre en forskel og sammen med en virksomheds ledelse at skabe en forandring, som man kan måle og se,« siger han.

Altid diskretion

McKinsey-partnere bryder sig ikke om, at nogen stikker næsen i firmaets forhold, og de foretrækker diskretion. I modsætning til landets store advokatkontorer kan man ikke finde navne og mobilnumre på partnere og ansatte på hjemmesiden, så hvis man vil vide, hvem de 15 partnere er, må man spørge sig frem og håbe på at få svar.

»Vi kan ikke lide at snakke om os selv, og vi har ikke behov for at profilere os,« forklarer Søren Fritzen.

Søren Fritzen ligesom hans modpart, ledende partner i Boston Consulting Group, Ulrik Sanders, reagerede for nylig irriteret, da Dansk Erhverv i en rapport havde regnet sig frem til, at hver eneste McKinsey-ansat kostede firmaet over to mio. kr. i løn, mens det tilsvarende tal for Boston var 1,7 mio. kr.

Søren Fritzen afviste af kommentere tallene, som er baseret på oplysninger fra konsulentfirmaernes årsrapporter, mens Ulrik Sanders sagde, at Dansk Erhvervs tal var ukorrekte. Men nu linder Søren Fritzen alligevel på låget og forklarer, hvorfor gennemsnitslønningerne kan være så høje:

Stort set samtlige medarbejdere hos McKinsey i København er konsulenter. Kun en halv snes af de i alt 111 ansatte er sekretærer eller assistenter. Alt andet arbejde i selskabet er outsourcet. Det gælder såvel reception, kantinedrift, som Meyers køkken tager sig af, og de fleste IT-funktioner samt meget research og analyse er outsourcet til Indien, mens en del af konsulenternes sekretærer sidder i Polen!

McKinsey-kontoret i København er organiseret i et P/S, et partnerselskab, som ejes af det amerikanske McKinsey Denmark, Inc. Denmark og partnerne - som også er medejere af det globale McKinsey. De seneste tre år har nettoomsætningen i den danske afdeling ligget omkring en god halv mia. kr. , og antallet af ansatte har svinget mellem 111 og 118. Men lønomkostningerne, som inkluderer løn til partnerne, er steget voldsomt. Faktisk med næsten 50 pct. fra 169 mio. kr. i 2009 til 248 mio. kr. i 2011, hvor omkostningen pr. medarbejder altså foreløbig er toppet med 2,2 mio. kr.

Mens lønomkostningerne i McKinsey & Company Denmark P/S er steget markant, er egenkapitalen faldet brat fra 120 mio. kr. i 2009 til 37 mio. kr. i 2011. Samtidig er den kortfristede gæld steget fra 70 mio. kr. til 123 mio. kr. Hvad der er baggrunden for dette, ønsker Søren Fritzen ikke at oplyse.

Det danske kontor huser 100 konsulenter, hvoraf 15 er partnere eller seniorpartnere og ti er juniorpartnere. Desuden arbejder i snit 30-50 konsulenter fra udenlandske McKinsey-kontorer i Danmark. Juniorpartnerne får en bonus, men de er ikke medejere af firmaet. Partnerne er aktionærkommanditister og private erhvervsdrivende under virksomhedsordningen ligesom andre erhvervsdrivende i Danmark. Det giver dem mere favorable skattefradrag end almindelige lønmodtagere. Partnerne får ikke fast løn, men »kompensation«.

Søren Fritzen understreger, at McKinseys partnere følger de danske skatteregler nøje, og han afliver alle forestillinger om, at de måtte have indtægter i udlandet:

»Vi får kun udbetalt kompensation ét sted, nemlig i Danmark, og vi er alle forpligtet til at lade en ekstern revisor attestere vores årsopgørelser for at sikre, at vi følger reglerne til punkt og prikke,« siger han.

Norske multi-millionærer

I Danmark er det umuligt at få indsigt i, hvad landets mest indflydelsesrige ledelseskonsulenter tjener. Det er nemmere i Norge, hvor skattevæsnet hvert år offentliggør lister over personlige indkomster og skattebetaling. Her ligger de førende norske McKinsey-konsulenter i toppen både i 2010 og 2011 med årsindkomster for den bedst indtjenende seniorpartner på henholdsvis 67 og 111 millioner Nkr. Mere end de topchefer, som de rådgiver, tjener, som det påpeges af norsk erhvervspresse.

De norske McKinsey-partnere har gennem mange år placeret deres »kompensation« i selskaber. På den måde er deres indkomst blevet beskattet mildt som kapitalindkomst frem for lønindkomst, som både i Danmark og Norge er hårdere beskattet end kapitalindkomst. Nu har de norske skattemyndigheder meddelt, at de ikke længere vil acceptere dette og har med tilbagevirkende kraft sendt en samlet skatteregning til de norske McKinsey-partnere på i alt 128 mio. Nkr.

Ifølge Søren Fritzen giver de norske partneres millionindkomster, som de fremgår af skattelisterne, ikke noget korrekt billede af partnernes indtjening. De norske McKinsey-partnere har nemlig har valgt at trække ekstraordinære store udbytter ud af deres selskaber, hvilket giver dem meget store personlige indkomster i 2011. Partnernes aktuelle indtægter er altså formuer akkumuleret over en årrække, hvor de har været indbetalt i deres selskaber.

Fra vugge til grav

McKinsey er kendt for at knytte sine ansatte og partnere tæt til sig, selv om den gennemsnitlige ansættelsesperiode kun er fire år. Universitetskandidater med topkarakterer headhuntes og bor nærmest i perioder på kontoret, som tilbyder personlige fornødenheder som måltider og tøjvask, så de unge kan koncentrere sig om arbejdet.

Tidligere McKinsey-konsulenter er de bedste ambassadører for »The Firm«, som virksomheden ofte kaldes. Mange tidligere konsulenter har i dag topstillinger i dansk erhvervsliv. De kendteste er Legos Jørgen Vig Knudstorp, Dongs Henrik Poulsen, Danfoss’ Niels B. Christiansen og B&Os Tue Mantoni. Og hvorfor skulle de ikke hyre dygtige konsulenter fra deres gamle firma? Det gør de også. McKinsey har alle de kunder i dansk erhvervsliv og i det offentlige, som det er værd at have.

Når en McKinsey-partner begynder at tænke på pensionsalderen, så er firmaet også klar til at bistå. Den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv afslørede sidste år, at McKinsey blandt sine datterselskaber har et hidtil ukendt investeringsselskab, McKinsey Investment Office, som administrerer over 30 mia. kr. for nuværende og tidligere McKinsey-partnere og deres familier.

McKinsey Investment Office (MIO) administreres fra New York, men en række hedgefonde og investeringsselskaber, som MIO har investeret i, har hjemsted i skattely som Guernsey og i Delaware. Flere norske McKinsey-partnere har meddelt avisen, at de har investeret i MIO.

McKinsey Investment Office har været stærkt kritiseret både i Norge og herhjemme, hvor bla. CBS-professor Ole Fogh Kirkeby ikke mener, at konsulentvirksomheder burde beskæftige sig med investeringer. I Norge har eksperter opfordret McKinsey til at lukke MIO, fordi der er en fare for, at en konsulent kan fristes til at agere på fortrolige oplysninger, han har fået via sit arbejde hos kunder. Kritikken har dog ikke gjort større indtryk på McKinsey, som lægger vægt på, at der ikke er rejst kritik om dette andre steder, og at MIO er godkendt af skattemyndighederne.

Søren Fritzen har selv placeret en del af opsparingen i MIO. Kritikken af MIO er ikke noget, der diskuteres på københavnerkontoret, og Søren Fritzen mener, at den er forfejlet:

»MIO er en form for pensionskasse, som fungerer helt separat fra konsulentforretningen. De ansatte i pensionskassen har ingen indsigt i, hvilke selskaber konsulenterne servicerer, og konsulenterne har tilsvarende ingen indsigt i, hvor pensionskassen investerer. Dertil kommer, at MIO ikke selv investerer i enkeltvirksomheder, men kun i fonde eller managed accounts, som begge varetages af andre,« siger han.

Dagens Næringsliv hævder at være i besiddelse af en liste med navne på 250 enkeltvirksomheder, som MIO har investeret i. Listen er rekvireret via aktindsigt hos amerikanske myndigheder og er således ifølge avisen tilgængelig for hvem, der måtte ønske at se den.

Dette er Søren Fritzen ikke bekendt med:

»Jeg skal ikke blande mig i, hvad Dagens Næringsliv har skrevet. Men MIO investerer ikke selv i enkeltvirksomheder. Vi McKinsey-konsulenter har ingen andel i MIOs konkrete investeringsbeslutninger. Jeg ved ikke, om MIO gennem fonde eller managed accounts har investeret i danske virksomheder.«

Ifølge Søren Fritzen forbyder McKinseys interne regler ansatte og partnere at handle med individuelle værdipapirer i McKinseys klientvirksomheder. Firmaet har et system, hvor hver enkelt investering skal godkendes. Partnernes investeringer skal desuden hvert år godkendes af eksterne revisorer.

»Vores etiske regler opdateres løbende, og vi skærper dem løbende. Der må ikke være noget at komme efter,« siger han.

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere