Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lukningstruet fodboldklub inddrev ikke kontingenter

En af Danmarks største fodboldklubber målt på antal medlemmer har kurs mod afgrunden.

Den traditionsrige fodboldklub Skjold BK på Østerbro skylder over to millioner kroner væk, og er dermed lukningstruet.

Det erfarer DR København.

En del af forklaringen er ifølge DR København, at økonomien sejlede i 2008 og 2009, og kontingenterne blev ikke opkrævet.

Københavns Kommune har blandt andre over 800.000 kroner til gode. Penge som formanden for Skjold Jan Sørensen håber, at kommunen delvist vil slå en streg over.

Men ifølge fritidschef i Københavns Kommune, Mads Kamp Hansen, har kommunen ikke tænkt sig at give ved dørene.

- Altså folkeoplysningsudvalget har jo set på sagen, og de har ikke set nogen grund til at behandle Skjold anderledes end alle mulige andre foreninger, siger Mads Kamp Hansen til DR København.

Kontingenter ikke opkrævede

Jan Sørensen er ny formand i Skjold, og han har arvet den dårlige økonomi. Siden 2009 har han og mange frivillige arbejdet hårdt på at få styr på kartoteker og girokort til de mange medlemmer.

I dag er der styr på det, og kontingenterne bliver opkrævet af alle. Men det kan være for sent.

- Hvis ikke vi får en akkordordning, så må vi starte forfra, og så lukker Skjold af 1915. Skulle der så være nogen, der har lyst, så kan man lave en ny forening - måske Skjold af 2011, siger Jan Sørensen til DR København.

Læs også på evb.dk:

Her er fodboldheltenes fede forretninger

Fodboldfusion førte til hademails

Fodboldklub mangler 200.000 i sponsorkroner

BK Skjold er bestemt ikke den eneste fodboldklub i 1. eller 2. division, som har det vanskeligt økonomisk. Det viste en brancheanalyse foretaget af Berlingske Research for nyligt.

 




Markedet lige nu