Alectia køber arbejdsmiljø-rådgiver med 10 ansatte.
5. december 2011, 10:27 – opdateret 5. december 2011, 10:33
Den store arbejdsmiljø- og sundhedsrådgivningskoncern Alectia kan for tiende gang siden 2005 præsentere et nyt medlem.
I en pressemeddelelse oplyser Alectia, at koncernen har købt Healthy Company, der beskæftiger 10 specialister inden for sundhed, sikkerhed og trivsel.
Healthy Company er specialiseret i at arbejde forretningsdrevet og integreret med sundhed, sikkerhed og trivsel på arbejdspladsen for derigennem at styrke medarbejdernes udvikling og effektivitet.
- Healthy Company er en ung konsulentvirksomhed, som vil styrke Alectias eksisterende rådgivning inden for sundhedsfremme. Overtagelsen vil skabe stærke faglige synergieffekter, og vi vil derfor kunne tilbyde vores kunder endnu bedre løsninger, siger adm. dir. Jens Moberg, Alectia.
Healthy Company blev stiftet i 2006, og ifølge Aletias direktør for arbejdsmiljø, Kenneth Ajslev, bliver virksohedens kompetencer en central del af forretningen fremover.
- Vi oplever en stigende efterspørgsel på både den praktiske og den strategiske rådgivning. Opkøbet af Healthy Company er en solid udvikling af vores samlede tilbud til markedet, siger han.


























































