Flere af verdens mest kendte og eksklusive modehuse vælger at gå uden om Københavns Modeuge.
2. august 2011, 06:23
Hvis man kigger ned over listen af show på Copenhagen Fashion Week, der begynder i morgen, er næsten halvdelen af designerne nye navne som Anne Sofie Madsen, Nina Robenhagen og Dennis Lyngsø. Unge talenter, hvis signaturer de færreste endnu forbinder med iøjnefaldende snit eller chikke detaljer. Væk er show fra store mærker som Rützou, Noir og Wood Wood samt avantgardisterne Spon Diogo og Vilsbøl de Arce, skriver Politiken tirsdag.
De har alle tidligere været repræsenterede på den københavnske modeuge, men det mønster er nu under opbrud, melder flere af modehusene, der har valgt at henlægge deres show til Stockholm, Berlin eller Paris i stedet.
Anne Christine Persson, udviklingsdirektør i Copenhagen Fashion Week, medgiver, at det er lidt af en mavepuster, at kendte brands søger udenlands i år.
- Det er da rigtig ærgerligt, at de vælger netop Berlin og Stockholm, for det er vores to største konkurrenter, siger hun til Politiken.
Tøjbranchen vækstklar til modeugen
Kyllinge-satsning sender Vil med Dans-Christina i nul
Wood Wood har egen butik i Berlin, hvor modehuset netop har af holdt sit show, mens Rützou forsøgsvis kvitter den københavnske uge for i stedet at lave et show i Stockholm for at understøtte en stigende interesse for mærket der.
- Hvis det, vi har lavet i fem år, ikke giver vækst, bruger vi pengene på en anden måde. Vi ser det som et forsøg. Hvis vi havde ressourcer til det, ville vi holde det begge steder, men vores branche vælter sig jo ikke i penge. Det er en anselig udgift hvert år. Jeg tror, det er derfor, at mange har valgt at springe over en sæson, siger Nikolai Klausen, der er administrerende direktør for Rützou, til Politiken.
Læs også: Modemastodonter spinder guld på krisen






























































