Femern-forbindelsen mellem Rødby og Puttgarden bliver et af Europas største anlægsprojekter i de næste ti år. Direktør og bygningsingeniør Lars Fuhr Pedersen fra MT Højgaard, der har været med til at bygge på både Øresunds- og Storebæltsforbindelsen, drømmer om at være med igen.
7. maj 2010, 07:39 – opdateret 7. maj 2010, 07:52
Når den faste forbindelse over Femern Bælt efter planen åbner i 2018, kan de rejsende bilister komme fra Rødbyhavn til Puttgarten på cirka et kvarter. For en del danskere vil det til den tid som i dag handle om at købe billigt ind i grænsebutikkerne – lige fra øl til hårde hvidevarer og byggematerialer. Eller om at komme hurtigere til europæiske storbyer, bl.a. Hamburg, Berlin, Prag eller Paris.
Men hos store, danske, internationalt orienterede byggefirmaer, som MT Højgaard, Pihl & Søn og Per Aarsleff med ekspertise i at bygge vej- og jernbanebroer og tunneller handler det ikke om den slags.
De ruster sig til tænderne til i 2011-12 at byde på dette årtis største danske anlægs- og infrastrukturprojekt, Femern-forbindelsen. Byggeriet starter i 2013.
Fra den yderste mole på Vestre Kaj i Rødbyhavn skuer en gammel rotte i faget, sektionsdirektør Lars Fuhr Pedersen, ud over havet. Herfra er der er udsigt til Scandlines’ færger og den kommende havmøllepark Rødsand II i Østersøen.
»Det er en helt speciel fornemmelse og følelse for mig. Jeg forestiller mig noget, som måske kan blive en udfordring at bygge. For der er langt over til den anden side, næsten 19 kilometer. Men vi er klar til at være med til at bygge Femern-forbindelsen og efter fire til seks år at komme i mål,« siger den 46-årige bygningsingeniør fra MT Højgaard.
Drengedrømme
På mange måder er Femern-forbindelsen et prestigefyldt projekt, der kan få selv garvede og berejste ingeniører til at udleve deres drengedrømme. Det gælder også Lars Fuhr Pedersen. Opførelse af en bro eller tunnel mellem Danmark og Tyskland bliver ikke kun et af Danmarks, men et af Europas absolut største anlægsprojekter inden for de kommende år.
Lars Fuhr Pedersen, der bor i Frederikssund, er en erfaren herre i branchen. Han har for MT Højgaard været med til at lede byggerier på både Storebæltstunnellen og Øresundsbroen. Ingeniøren er fascineret af de store infrastrukturprojekter. »På Femern-projektet vil der være mange hundrede ingeniører beskæftiget med projektering, logistik, beregninger og ude på arbejdspladserne på land og til havs,« siger direktøren, mens den friske vind på havnen rusker lidt i tøjet.
Hans drøm er, at MT Højgaard kommer i betragtning og får andel i en større milliardkontrakt. Der bliver behov for alt fra ingeniører til smede og betonarbejdere. Sektionsdirektør Lars Fuhr Pedersen indrømmer, at det var en udfordrende opgave at bygge Øresundsbroen.
»Byggerier af megastore infrastrukturprojekter er ligeså krævende som en større sportspræstation,« siger han.
Han nævner et eksempel fra byggeriet af Øresundsbroen, som blev indviet for ti år siden. Her havde konsortiet Sundlink, som MT Højgaard deltog i, en stor elementfabrik i Malmø. De færdige elementer blev sejlet ud på Øresund. Mange ting skulle falde på plads, når man f.eks. som ved byggeriet på Øresundsbroen med den flydende kæmpekran »Svanen« skulle løfte et broelement på 6.500 ton op på bropiller ude på havet.
Timet og tilrettelagt
»Det er en operation, der tager et døgn. Men hvert eneste minut i det døgn skal være planlagt og tilrettelagt. Alle skal vide, hvad de gør. Det kræver en masse dygtige folk og specialkompetencer, som vi heldigvis har en hel del af i MT Højgaard, der kan trække i samme retning og yde det maksimale. Jo mere komplekse projekterne er, jo mere vigtig er vores grundregler i MT Højgaard om, at alle skal overholde deres aftaler og at alt skal falde i hak og være planlagt under en byggeproces. Det nytter ikke noget, at en deltager i en montageoperation kommer ti minutter for sent. Det kan forstyrre eller ødelægge hele operationen,« siger Lars Fuhr Pedersen.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten