Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ingen penge til nye turisttiltag

Politikerne på Christiansborg kalder udviklingen for dansk turisme for bekymrende, men de har ikke flere penge klar til at forbedre erhvervets rammebetingelser. Socialdemokraterne vil have national handlingsplan for turismen.

Udviklingen giver grund til bekymring. Så meget er de fleste folketingspolitikere enige om. Til gengæld er de uenige om, hvad der skal til for at hjælpe dansk turisme, og meget tyder, at turisterhvervene må kæmpe sig ud af krisen uden nye politiske tiltag.

Både Venstre og Socialdemokraterne lader skinne igennem, at der ikke er penge i statskassen til udgiftskrævende tiltag.

»Vi har fået forhøjet bundfradraget på sommerhuse, og det er en begyndelse. Men vi er klar over, at rammebetingelserne for dansk turisme ikke er gode nok. Vi har dog i øjeblikket en svær situation med de offentlige budgetter, og nye tiltag koster som bekendt penge,« siger Venstres turismeordfører, Hans Christian Thoning.

Ingen konkrete løfter

Både Hans Christian Thoning og Socialdemokraternes erhvervsordfører, Orla Hav, kalder det »dybt bekymrende«, at dansk turisme for tiende år i træk taber markedsandele til de lande, som vi normalt sammenligner os med. Orla Hav er dog ligesom Hans Christian Thoning tilbageholdende med konkrete løfter.

»Jeg er tilbageholdende med at pege på, hvilket element i værktøjskassen vi skal bruge. Jeg mener, at vi bør have en national handlingsplan for dansk turisme på baggrund af en samlet analyse af, hvilke initiativer vi får mest ud af,« siger Orla Hav.

Det er relativt uforpligtende at sige, at man vil gøre noget og lave en handlingsplan. Følger der penge med?

»Det må man kigge på. Jeg er bevidst om, at fremgang ofte kræver investeringer, men der er også noget at hente ganske gratis. Vi kan f.eks. se på hele visumproblematikken, der hindrer massevis af bl.a. kinesiske turister i at tage til Danmark. Det er fortsat alt for besværligt for kinesere, indere og russere at rejse på ferie i Danmark.«

Ikke nye momsregler

Visumproblematikken er et tilbagevendende debat­emne, men regeringen mener, at man allerede har gjort meget for at afbureaukratisere visumreglerne.

Både Hans Christian Thoning og Orla Hav er tilbageholdende med at love nye momsregler, hvilket ifølge turisterhvervene er afgørende, hvis dansk turisme igen skal vinde terræn. En tværministeriel rapport understregede så sent som i denne måned, at de nuværende momsregler medfører en konkurrenceforvridning mellem danske og udenlandske hoteller.

»Jeg tror, at der ville være stor forståelse for problemet, hvis økonomien var klar til det. På et tidspunkt kommer der formentlig til at ske noget på området, men næppe her og nu,« siger Hans Christian Thoning.

Han erklærede sig sidste sommer i lighed med Orla Hav som tilhænger af at give virksomheder bedre muligheder for at trække momsen fra ved hotelophold i Danmark. I dag er Orla Hav mere tilbageholdende og vil kun støtte »en nærmere analyse af området.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra turismens minister, økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

 




Markedet lige nu