Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Grønt hotel har Danmarks bedste omdømme

Stort bæredygtigt engagement giver fordele på hotellet, der netop er kåret som konferencestedet med det bedste omdømme.

Det lader til at klima, svanemærker og energibesparelser giver tilfredse kunder.

I denne uge offentliggjorde Institut for Konjunktur-Analyse (IFKA) i hvert fald en rapport, hvori det fremgår, at det bæredygtige midtjyske hotel, Hotel Opus Horsens, er det kursussted i landet der har det bedste omdømme blandt både offentlige og private virksomheder.

- En virksomhed som vores lever i kraft af vor evne til at yde den bedst mulige service overfor kunderne og derfor er det en stor tilfredsstillelse at vi gør os gældende her, lyder det fra hotellets direktør Jens Ole Ambjerg, som netop peger på grønne tiltag, som det, der gør Hotel Opus Horsens til noget særligt.

Ingen grønne fiduser

Hotellet tilbyder dokumenteret co2-neutrale konferencer og har de seneste år investeret i en række klima-venlige tiltag, og hoteldirektøren understreger, at det ikke mindst i forhold til den nuværende konkurrencesituation, er nødvendigt at tænke langsigtet.

- Alle mærker jo krisen, og derfor er det vigtigt at holde hovedet koldt, og holde fast i at tænke strategisk, siger Jens Ole Ambjerg og understreger, at klima ikke blot er en marketingsfidus.

- En del af baggrunden er selvfølgelig, at vi skal differentiere os i en hård konkurrencesituation, men derudover har vi også en ægte interesse i klima og miljø. Ellers bliver det jo utroværdigt, og det gennemskuer kunderne med det samme.

Derfor er det også vigtigt at alle medarbejdere føler ejerskab for bæredygtigheden, hvilket sikres gennem arbejdsgrupper, der går målrettet efter nye klima-tiltag, og som både inkluderer medarbejdere og eksterne rådgivere.

- Det bæredygtige er blevet noget vi taler om i kaffepauserne, og det er noget som gennemsyrer hele virksomheden. Vi skal ikke være hellige, og vi kan stadig kan udvikle os på mange områder. Men det er en proces, der er i gang, lyder det fra Jens Ole Ambjerg.

Hotel Opus Horsens

Hotellet i Horsens, der har 132 værelser og 50 ansatte, har blandt andet investeret i en maskine, der nedbryder organisk affald, så en del af det kan genanvendes i biogas-anlæg, ligesom miljø-certificerede leverandører og økologiske fødevarer prioriteres, når det er muligt.

Undersøgelsen fra IFKA bygger på bedømmelser af en række af landets største kursus- og konferencesteder fra 1.012 uddannelsesansvarlige i offentlige såvel som private virksomheder.

 




Markedet lige nu