Selskabet bag nyhedsbrevene takeoff.dk og standby.dk er gået konkurs med stor gæld fra flere opkøb.
27. april 2010, 13:35
Tre af rejsebranchens meget læste medier, nyhedsbrevene takeoff.dk og standby.dk samt magasinet Stand By, håber at kunne fortsætte med nye ejere efter en konkurs.
- Virksomheden har efter flere tilkøb gennem de seneste år oparbejdet en større gældsbyrde, som desværre ikke har kunnet tjenes ind igen under de gældende markedsforhold, udtaler administrerende direktør Christian Peschardt til standby.dk.
Selskaberne Stand By Publishing ApS og Skandinavisk Bladforlag A/S er
tirsdag erklæret konkurs ved Sø- og Handelsretten i København.
Der har ifølge hovedaktionær Lars Thuesen været arbejdet på en redningsplan, men gælden var for stor til at sikre en fortsat drift i regi af de gamle selskaber.
Efter konkursen bliver "forskellige modeller" nu gransket, og standby.dk forventer inden for en uge at kunne fortælle mere. Indtil videre fortsætter de elektroniske rejsenyheder, og den trykte majudgave af Stand By-magasinet ventes på gaden i begyndelsen af næste måned under nye ejere.








































