Sjællandsk fodboldklub i 2. division har slemme økonomiske kvaler efter sponsorpenge er udeblevet
29. september 2011, 12:54 – opdateret 29. september 2011, 13:30
Fodboldklubben Rishøj, der befinder sig i 2. division og har adresse i Køge, lider i den grad økonomisk.
Det skriver Bold.dk.
Ledelsen i klubben lægger nu kortene på bordet og melder klart ud. Der er ingen penge i kassen. De økonomiske problemer skyldes ifølge ledelsen, at sponsorer, der skulle spytte 200.000 kroner i kassen, ikke har betalt deres sponsorater.
- Vi vælger allerede nu, inden situationen udvikler sig, at gå ud i offentligheden og melde ud om, hvordan det økonomisk står til. Situationen er helt klar: Vi har ikke til den daglige drift når alle har fået hvad de har krav på her ved månedsskiftet, siger formand René Unger.
Rishøj er bestemt ikke den eneste fodboldklub i divisionerne, der må kæmpe med dårlig økonomi. En brancheanalyse foretaget af ErhvervsBladet og Berlingske Research viste for nyligt en branche præget af røde tal.






























































