Den internationale rådgivningskoncern COWI venter vækst i 2010 trods usikre udsigter.
1. september 2010, 09:25
Med et plus i omsætningen på 17 procent og en fremgang i overskuddet på 4 procent har den internationale rådgivningskoncern Cowi klaret sig hæderligt i første halvår af 2010.
Læs også: Cowi køber 750 svenskere
COWIs nettoomsætning er i første halvår 2010 øget til 2,3 milliarder kroner svarende til en vækst på 17 procent, mens overskuddet før skat er vokset 4 procent til 117 millioner kroner.
Læs også: Cowi til kamp mod affald
Indtjeningen har især været stigende inden for infrastruktur, mens den har været faldende inden for byggeri og industri.
"Vi har i begyndelsen af 2010 oplevet en fortsat høj efterspørgsel efter vores ydelser inden for den offentlige sektor. Dette gælder i særlig grad inden for infrastruktur. Efterspørgslen efter ydelser inden for den private sektor, herunder især industri, har været præget af en vis tilbageholdenhed som følge af usikkerhed om udviklingen i de økonomiske konjunkturer. Resultatet for første halvår 2010 er på denne baggrund tilfredsstillende," siger koncernchef Lars-Peter Søbye i en pressemeddelelse.
Udviklingen i de globale økonomiske konjunkturer betyder, at COWIs økonomiske udvikling i 2010 er forbundet med en betydelig usikkerhed, advarer koncernchefen dog.
"Vi arbejder målrettet med at omstille vores fokus og ressourcer til markedsområder med vækstmuligheder på kortere og længere sigt. På baggrund af første halvårs resultat, forventer COWI en vis organisk vækst i omsætning og indtjening i 2010 i forhold til året før," siger Lars-Peter Søbye.
































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten