Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) følger nu op på forårets dialogmøder med turismens aktører og ministerens turismeudspil fra juni. Det sker via en række besøg hos danske turismevirksomheder.
11. august 2011, 11:42 – opdateret 11. august 2011, 12:01
Dansk turisme har igennem længere tid været ramt af faldende overnatningstal og omsætning.
De seneste tal fra VisitDenmark viser dog små tegn på en mere positiv udvikling i 2011. De registrerede overnatninger er blandt andet steget fra 15,7 mio. sidste år til 16,4 mio. i år for perioden januar-juni, svarende til en vækst på 4,6 procent.
På den baggrund følger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) nu op på forårets dialogmøder med turismens aktører og tager på besøg hos en række danske turismevirksomheder, meddeler ministeriet.
Læs også på evb.dk:
Million-indsats over for kyst-turismen
Brian M. sætter fokus på vækst i turismen
Moms tager livtag med turismen
- Det er glædeligt, at vi nu begynder at se små tegn på vækst i turismen. Men der er stadig brug for at styrke kvaliteten af turismeprodukterne og fokusere markedsføringen af Danmark som rejsemål, hvis vi skal tiltrække flere udenlandske turister. Derfor er jeg interesseret i at have en løbende dialog med turismens aktører om, hvordan vi udnytter branchens store potentiale for at skabe vækst i hele landet, siger Brian Mikkelsen.
Fornyet vækst i turismen er dog ifølge ministeren afhængig af en større international konkurrencedygtighed. Derfor vil han også benytte besøgene til at skabe opmærksomhed om puljen ”Kvalitetsløft i kystturismen”.
Puljen, som skal søges senest 16. januar 2012, skal gå til at fremme bedre bygget miljø, innovation og kompetenceløft , der kan bidrage til at skabe ny vækst i kystturismen.
- Kvalitetsløft i kystturismen giver kommunerne og turismeerhvervet en konkret mulighed for at iværksætte større sammenhængende og slagkraftige udviklingsprojekter, der kan bidrage til et reelt kvalitetsløft. Det betyder vækst i turismen langs de danske kyster, siger han.
De første besøg finder sted torsdag den 11. august, kl. 12.00-16.00, hvor ministeren besøger Sommerland Sjælland, Feriecenter Musholm Bugt, og Skjoldnæsholm.






























































