Birgit Nørgaard forlader Carl Bro

Det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro siger farvel til sin administrerende direktør. Birgit Nørgaard får et års løn som kompensation. (Opdateret kl. 11.01)

Spareplaner og en ændret struktur i ledelsen koster nu Carl Bro-topchefen Birgit Nørgaard hendes job. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.

Birgit Nørgaard har siden 2003 været administrerende direktør for det hollandskejede rådgivningsfirma. Hun har en økonomisk baggrund, og før hun strøg helt til tops i koncernen, sad hun som økonomidirektør i godt to år.

Da Birgit Nørgaard indtog hjørnekontoret i Carl Bro havde den hæderkronede ingeniørvirksomhed på godt tre år tabt 178 mio. kroner. Den daværende ledelse var begyndt på en voldsom opstramning, og Birgit Nørgaard fortsatte med at trimme virksomhed.

Det indebar blandt andet, at en række forretningsområder blev solgt fra eller nedlagt for at få styr på økonomien.

Er sikret millioner

Nu siger hun farvel, da hun angiveligt ikke har kunnet blive enige med hollænderne om hendes fremtidige position i Carl Bro. Nørgaard får en fratrædelsesordning, der sikrer hende løn et år frem.

Det vides ikke præcis hvor meget Birgit Nørgaard tjener på sit exit, men ifølge seneste regnskab fra Carl Bro fik hun og finansdirektør Jens Wrang i 2008 godt seks millioner i honorari 2008.

Hollandske Gronmij er en af Europas største rådgivende ingeniør-firmaer. Den danske afdeling tjente knap 75 mio. kr. i seneste regnskabsår.

 



Markedet lige nu