Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bella Center vil på børsen om to år

Konferencecentret har hentet en kvart milliard kroner via nyudstedelse af aktier. Planen er nu en børsnotering i 2013, siger Bella Centers direktør.

Bella Centers fremtid er på fondsbørsen. Efter at have hentet 250 millioner kroner i frisk kapital arbejder konferencecentret målrettet på en børsnotering, der skal finde sted i 2013, siger Bella Centers direktør Arne Bang Mikkelsen til Business.dk

Meddelelsen kommer efter, at Bella Center har gjort 2010-tallene op i et regnskab, hvor årets omsætning endte på 378 millioner kroner og bundlinjen blev på 27 millioner kroner. Tallene er lige godt halvt så store som i 2009, men det var også et atypisk konferenceår, som var præget af to af de helt store, klimakonferencen COP15 og IOC-topmødet.

I forbindelse med centrets generalforsamling for et par uger siden faldt selskabets kapitaludvidelse endelig på plads. Hele den nuværende ejerkreds indgik aftale om at købe nye aktier. Det inklusive den pressede storaktionær og ejendomsmatador Michael Kaa Andersen samt Rudersdal A/S, der i dag er ejet af kreditorerne. Alle mente, at det var værd at kaste nye millioner i Bella Center.

Se billederne: Det Skæve Hotel på Amager

Nu ser direktør Arne Bang Mikkelsen og Bella Center så mod fremtiden. Hvis Bella Center kan leve op til forventningerne, nu hvor det også skal drive et hotel, bliver kursen sat mod fondsbørsen.

”Hensigten med kapitaludvidelsen var at få ro på vores økonomi. Planen er nu at have to sunde driftsår med det nye hotel, hvor vi kan vise, at vi kan køre det med overskud. Herefter kan vi se på, hvordan udviklingen er gået - og det er med henblik på en børsnotering i 2013,” siger han.

Arne Bang Mikkelsen lader sig ikke skræmme af, at Bella Centers overskud er dykket i 2010. Han mener, at tallene ser hæderlige ud i forhold til de mere normale år før 2009, og derudover peger han på, at centret lige nu mærker efterdønningerne af finanskrisen.

”De kongresser, vi havde i 2009, var planlagt i 2006-2007, hvor man slet ikke kunne stave til ordet finanskrise i Danmark, så vi vidste på forhånd, at det ville blive et godt år. Til gengæld oplevede vi i 2008, at krisen kom til Danmark, så det påvirkede indgangen af kongresser i 2010. Alle udstillinger blev mindre, og det både på antal udstillere og på antal besøgende,” siger Arne Bang Mikkelsen.

”Vi havde en forventet, at det ville vende i 2010, men det gjorde det ikke. Finanskrisen har ikke sluppet taget endnu. Vi mærker stadig en stærk tilbageholdenhed.”

At Bella Center var tvunget til at skaffe frisk kapital, hænger ikke umiddelbart sammen med driften. Det skyldes i stedet, at dets nye satsning, hotellet Bella Sky Comwell, blev dyrere end forventet.

Nu er hotellet i drift, og selv om at det kun er det ene af de to skæve hoteltårne på Amager, der pt. er åbnet, vurder Arne bang Mikkelsen, at det er en succes.

”Vi har haft en god start. Det budget, vi lagde tilbage i 2008, holder stadig - både på belægning og priser. Vi har fået flere internationale kongresser hjem, end vi havde budgetteret med. Vi får simpelthen kongresser til København, som vi ellers ikke ville have fået, fordi vi har hotellet.”

Det første hoteltårn åbnede i maj, og planen er, at det andet åbner dørene i august. Dermed får Bella Center adgang til 814 hotelværelser - og det viser sig også langtidsplanlægningen.

”Se vi på bookingen, så ser det meget fortrøstningsfuldt ud. Jeg er nok den eneste hoteldirektør herhjemme, der kan prale af, at uge 28 i 2019 er totalt udsolgt.”

INFOshop: Se 7 nye børsselskabers rutsjebaneture

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu