Advokatfirmaerne Philip & Partnere og Sand & Partnere har besluttet at fusionere, og kommer dermed samlet op på at have 45 jurister. Det nye firma dropper Sand og partnerne, og kommer fremover til blot at hedde Philip.
12. januar 2010, 16:50 – opdateret 12. januar 2010, 16:57
Sand & Partnere blev stiftet i 1906 og ledes i dag af stifterens barnebarn, Richard Sand, der blandt andet er bestyrelsesformand for Aller-koncernens moderselskab, Carl Allers Etablissement, og bestyrelsesmedlem i Codan. Philip blev stiftet i 1939 af højesteretssagfører Povl Melchior, og blev senere videreført af Ole Pontoppidan og dr. jur. Allan Philip, der gav kontoret det nuværende navn.
Det fusionerede advokatkontor får 45 jurister, hvoraf de 12 kommer fra Sand, og i alt 85 ansatte, hvoraf de 25 kommer fra Sand & Partnere. De tre partnere hos Sand bliver også partnere i det nye advokatfirma.
De to advokatkontorer fusionerer fysisk hos Philip i Vognmagergade i København til juli.






























