Advokater skal tænke på kunderne

Som forretningsudviklingschef i Danske Advokater vil Øyvind Fagerstrand hjælpe advokatbranchen med at finde nye forretningsområder.

Hvad skal du udvikle hos Danske Advokater?

»Jeg vil sætte fokus på branchens kommercielle udvikling. Advokatbranchen er præget af superdygtige fagligt orienterede mennesker, men ikke af så mange forretningsstrateger. Vi vil gerne hjælpe med at udvikle konkret viden og værktøjer, der giver advokatfirmaerne input til, hvordan de kan drives mere effektivt og lønsomt. Det handler om at forretningsudvikle gennem et markedsstrategisk fokus, og ambitionen er også at komme med forslag til nye eller forbedrede forretningsydelser i branchen.«

Hvad tiltrak dig især ved dette job?

»At der er tale om en branche med så meget potentiale for udvikling. Der er opfattelser, der skal udfordres; men selvfølgelig er der også en masse at bygge videre på. Jeg havde tanker om at arbejde som selvstændig konsulent med fokus på de liberale erhverv, så det tog mig ikke lang tid at slå til. I Danske Advokater kan jeg i vid udstrækning være med til at forme mit job og påvirke bredt i branchen.«

Er advokater et svært folkefærd at holde styr på?

»Nej, det er de ikke; de er blot i en vis udstrækning selvtilstrækkelige. Det er nok den eneste branche, hvor HR, salg og markedsføring ikke som udgangspunkt er integreret i virksomhederne og i ledelsen. Det til trods for, at der findes aktører, der omsætter for over en halv milliard kr. Men mange advokater har vanskeligt ved at uddelegere og ansætte andre kompetencer end de juridiske, og det er en skam. Der er med andre ord behov for at fortælle den gode historie om, at andre kompetencer kan bidrage til at forøge konkurrencekraften.«

Hvilke erfaringer og værktøjer har du med fra tidligere job?

»Jeg har erfaring med forretningsudvikling og med at se de strategiske muligheder i et marked. Jeg har været med til at opbygge en globalt førende organisation, og jeg har udviklet nye forretningsydelser og koncepter. Og så er jeg ikke bange for igen og igen at fortælle, at uden kunder og et kommercielt mindset, taber man på længere sigt markedsmulighederne på gulvet.«

Hvad er dit personlige succeskriterium i jobbet?

»Vi skal i Danske Advokater sætte forretningsudvikling på dagsordenen, og vi skal hjælpe vores medlemsvirksomheder med at stoppe den brancheglidning, der har fundet sted igennem de sidste to årtier. Når advokater en dag over en bred kam lykkes med at profilere sig som egentlige forretningsrådgivere, er vi kommet i land. Det er et langt sejt træk. Og så skal vi frem for alt som brancheforening hjælpe de små og mellemstore virksomheder, der har masser af udfordringer, f.eks. generationsskifter, behov for konsolidering og effektivisering. De bliver presset fra rigtig mange sider.«

Hvornår har du sidst selv haft brug for en advokat?

»Jeg rådførte mig sidste år med en kollega hos Norsker & Co. Advokater, fordi jeg ønskede at klage over ejendomsvurderingen på vegne af flere i min kommune. Den havde med et administrativt pennestrøg sikret sig et øget indtægtsgrundlag på en lidt for kreativ måde. Ellers har jeg igennem min erhvervskarriere haft stor fornøjelse af at arbejde sammen med advokater i forbindelse med kommercielle kontrakter, virksomhedskøb og fusioner.«

 



Markedet lige nu