67 ansatte syge af mad fra kongehus-kok

67 ud af 200 mulige advokater og kontorfolk blev sendt til tælling med diarré og opkast, da de spiste af stjernekokkens buffet.

- Det kan være folk, som har stået og åndet på buffeten. Det kan komme fra en advokat, der er blevet smittet i børnehaven eller skolen. Men der er ikke påvist noget.

Sådan kommenterer stjernekokken Thomas Pasfall over for Fyens Stiftstidende, at 67 ud af 200 mulige advokater og kontorfolk blev syge med diarré og opkast efter at have spist af hans buffet på Odense Havn.

Thomas Pasfall er ikke kok-hvem-som-helst. Han har været chefkok på kongeskibet "Dannebrog", kongehuset har ved flere lejligheder nydt hans gastronomiske kunst, og i februar 2000 blev han kåret som årets kok ved de danske mesterskaber for professionelle kokke i Herning.

Læs også på evb.dk:

Mad-politi lukker hemmelig brødfabrik

Kineserne spiser dansk hundemad

Myndigheder på jagt efter kødfuskere

Thomas Pasfall driver i dag blandt andet kantinen på Odense Havn, hvor firmaerne Focus Advokater og revisionsfirmaet KPMG bor i et stort domicil med fælles kantine.
 
Ifølge Fyens Stiftstidende vurderer Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport i kølvandet på sygdomsudbruddet, at smitten blev overført fra en syg kantinemedarbejder via fødevarer til de mange kontorfolk. Derfor har Fødevarestyrelsen også over for stjernekokken indskærpet, at syge medarbejdere ikke må håndtere fødevarer eller opholde sig ved fødevarer.

Ifølge Thomas Pasfall havde en tjener været syg natten før, men han havde ikke noget med fødevarer at gøre.

- Vi havde desuden en kok, hvis barn havde været syg, men hun havde ikke selv været syg. Jeg synes, at vi har håndteret sagen rigtig godt, konstaterer Thomas Pasfall over for Fyens Stiftstidende.

 



Markedet lige nu