Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Provenu fra leasingbiler i fare

Brugere af leasingbiler i mellemklassen har ikke råd til at betale de måske 1.000-1.500 kroner mere om måneden for en bil, som regeringens nye beskatningsregler for leasingbiler resulterer i – de vil finde en billigere bil at lease.

Regeringen kan ikke forvente, at brugere af leasingbiler fortsætter i samme størrelse bil som i dag. En typisk firmabil i mellemklassen vil typisk koste brugeren 1.000 til 1.500 kroner ekstra om måneden efter de nye mindstebeskatnings-bestemmelser, som regeringen fremlagde i dag – og det har mange brugere ikke budget til i hverdagen.

”Vi tror ikke, at regeringen kan forvente at få en milliard ekstra ind i provenu. Vi har tidligere set en lignende situation i forbindelse med ændring af beskatningsloftet for luksusbiler, som tidligere skatteminister Ole Stavad gennemførte – med 25 procent beskatning op til 300.000 kroner og 20 procent af resten – uden loft. Den historie vil gentage sig nu. De dyreste firmabiler vil falde i antal – og den, der i dag måske kører i en leaset BMW 3-serie, vil måske blive nødt til at gå ned i en Ford Focus, siger adm. direktør Lars Eegholm, LeasePlan Danmark.

Han medgiver dog, at de nye regler vil gøre leasing mere gennemsigtig – men det der sker er blot, at man vender tilbage til situationen før 2009. Der vil stadig være momsfritagelse og punktafgifter (L64). Det vil dog også betyde, at virksomhederne skal betale mere for at lease bilerne – men generelt vil behovet for at lease fortsat være der – bare på et andet niveau.

”Når det gælder bilforretningernes demo-biler er der jo tale om en situation, der var gået over gevind. Mange indregistrerede rigtig mange demobiler. Nu kan loven ikke udnyttes på samme måde – og de vil nok gå tilbage til at køre med prøveplader på demobilerne, siger Lars Eegholm.

Formand for Dansk Automobilforhandler Forening, Knud Nielsen, Hillerød, synes ikke situationen er særlig morsom.

”Nu skal bilbranchen igen lægge ryg til afgiftsforhøjelser – og igen er det lap på lap. Vi har solgt en  biler til private på privatleasing, hvor de måske før ikke havde råd til en ny bil. Nu vil vi se, at de gamle biler kører videre, siger Knud Nielsen.

Ændringen handler stort set om, at forholdene ved salg og leasing ligestilles
 
Hos DBI, De Danske Bilimportører, tror chefkonsulent Tejs Laustsen Jensen ikke, at de nye bestemmelser vil have stor effekt. Der er tale om ændringer af teknisk karakter – og han mener ikke, at bilmarkedet vil ændre sig. 2011 var det bedste år nogensinde – og 2012 tror han også vil blive godt.
 
”Det glæder os derimod meget, at regeringen holder fast i, at de vil gennemføre en samlet reform af bilafgifterne, siger Tejs Laustsen Jensen.
 
 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu