Man skal have tålmodighed, hvis man vil sælge sin bolig i øjeblikket. Undtagen hos begynderlejlighederne, der bliver solgt hurtigere end andre lejligheder
26. december 2011, 19:11
Det danske boligmarked har set bedre dage med lange liggetider og priser, der er banket syv år tilbage. Men et sted går det stærkt med boligsalget.
Begynder- og forældrekøbslejligheder er de lejligheder, der ligger færrest dage og bliver solgt hurtigst.Det viser en ny analyse, hvor Home har set på salget af lejligheder i Region Hovedstaden.
I snit tager det sælgerne 516 dage at sælge en bolig, der koster over 5 millioner kroner.
Men vil man sælge en lejlighed, som koster mellem 1,5 og 2 millioner kroner, så er liggetiden i gennemsnit kun 102 dage, mens den gennemsnitslige liggetid for alle lejligheder er på 160 dage.
"Økonomiske eksperter har det ofte med at skære boligmarkedet over en kam. Analysen af vores handler viser med tydelighed, at alt på boligmarkedet ikke er lige ’sort’. Den gode forældrekøbslejlighed eller begynderlejligheden på 2-3 værelser trodser de negative takter, der ellers lige nu præger det samlede billede af boligmarkedet,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.






























































