Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Advokat presser boligpriser

Boligadvokater tilbyder for 10.000 kr. at forhandle prisen på drømmeboligen ned - mæglerne tager godt imod tiltag, der kan øge boligsalget.

5 Kommentarer

Boligadvokaten Peter Vilsøe sætter med et nyt koncept tommeskruerne på de i forvejen pressede boligsælgere og puster til den udbredte forventning om, at boligpriserne skal nedad. Med et særskilt produkt tilbyder Peter Vilsøe kort og godt at forhandle prisen på drømmeboligen ned. Lykkes det ikke, er det gratis for kunden. Men har Peter Vilsøe held i sprøjten, kan der være dobbelt op til den vækstfokuserede boligadvokat, der efterfølgende også kan sælge vanlig køberrådgivning til samme kunde.

Prisforhandlingen annonceres aggressivt og utvetydigt som »prispresserpakken« og er i bedste amerikanske stil suppleret med en »No Buy - No Bill«-forsikring om, at det ikke skal koste kunden noget at lade Peter Vilsøe gøre forsøget. Det med småt tilføjede »TM« er dog kun et markedsføringsstunt, for der ligger ingen varemærkeregistrering bag.

Prispresserpakken har været markedsført en måneds tid, og advokat Troels Østergaard-Christensen fra Hillerød-afdelingen af Vilsøe Boligadvokater har ikke tal på, hvor mange boligkøbere der har benyttet sig af tilbuddet, men selv har han for nylig forhandlet to prisafslag hjem.

»De forhandlinger medførte i begge tilfælde et nedslag på fire procent, som i kroner udgjorde henholdsvis 50.000 og 300.000 kr.,« fortæller Troels Østergaard-Christensen.

For boligkøberen er prisen den samme, nemlig 10.000 kr. uanset, hvor stort et nedslag Vilsøe Boligadvokater får forhandlet hjem, og den slags målrettet rådgivning er der ifølge Vilsøe Boligadvokater et marked for. Den massive markedsføring er derfor selvfølgelig nøje timet til den situation, der er på markedet.

»Vi gør det selvfølgelig, fordi vi vurderer, at der er et behov for det, og fordi vi får henvendelser fra købere tidligere i forløbet. Krisen gør, at køberne nu tænker sig ret grundigt om og føler behov for rådgivning tidligt i forløbet. Det er for nyligt sat i søen, men det er et produkt, vi vil fastholde annonceringen på, fordi der er et marked her,« siger Troels Østergaard-Christensen.

Senest har en rundspørge foretaget af Bo-lig-økonomisk Videncenter vist, at hver anden dansker venter fortsat faldende priser på boliger i 2012. Samme forventning har 56 pct. af landets ejendomsmæglere, når det gælder årets første tre måneder.

Det er ikke nyt, at advokater på boligkøberens vegne forhandler pris, men det er nyt, at det sælges som et selvstændigt produkt. Og ejendomsmæglerne har lagt mærke til annoncerne.

Mæglere håber på øget omsætning

»Der ikke noget usædvanligt i, at en advokat prøver at presse prisen for sin kunde. Det usædvanlige er, at det er et selvstændigt produkt, som Peter Vilsøe tager penge for. Vilsøe er jo en dygtig mand, og hvis han kan få penge for dels at presse prisen, dels få penge for at rådgive og berigtige, så er det rigtig flot, « siger formanden for brancheorganisationen Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen.

Han vil ikke forholde sig til, hvilken effekt den såkaldte prispresserpakke fra Vilsøe Boligadvokater kan få.

»Men ejendomsmæglerne har også en interesse i, at der kommer gang i omsætningen på boligmarkedet,« siger Steen Winther-Petersen, der noterer sig, at der aktuelt er flere tiltag i gang for at øge boligsalget, f.eks. Boligrobotten, som søger at matche køber og sælger, og som er uafhængig af ejendomsmæglerne men samarbejder med Codan og BRF Kredit.

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Hvorfor er det ...

At boligmarkedet bliver betragtet anderledes end andre markeder. Det hele er udbud/efterspørgsel. Mægler prøver at sælge dyrt for Sælger, og her kommer så en mand til Køber for at købe billigt. Sådan set ikke noget forkert i det. Problemet med boligmarkedet opstod da 68 generationen fik indført afdragsfrie flexlån så de kunne sælge deres huse til maksimal pris til den nye generation. Så mens Sælgerne nu er ved at gå fallit, sidder sælgerne fra 2005 i Thailand indtil det bliver forår.

Udbud - Efterspørgsel

Hvis huset virkelig er fantastisk til prisen, var det solgt inden Peter Vilsøe kom på banen og fortalte Sælger og Mægler hvad huset VIRKELIG er værd. Det er synd for dem der købte i 2005, regningen skal betales - men det er ikke Peter Vilsøe's skyld.
Hvis der ikke er en lang kø af købere foran dit til salg hus, så er prisen nok forkert.

Smarte mæglere

Det en typisk mægler gør er, at love sælge en god pris på huset, for dermed at "overbyde" andre mæglere. Når kunden så sidder i saksen, og ikke har fået huset solgt efter halt til helt år, forslår han den møre sælger at prisen sættes ned (Peter Vilsøe kommer og "presser" prisen), dermed får han huset solgt. Det er en win-win for mægler og Peter Vilsøe, dog en loose for sælger.

Usmageligt.

En boligadvokat, Peter Vilsøe, har "opfundet" en niece, idet
han helt tager bolikøbernes parti og vil "forhandle" sælgers
pris ned. Hvem vil påtage sig at stille sig på sælgers side?
Mæglerne har også kun et skud i bøssen, "sæt prisen ned".
Det er klart, så har han måske en handel. Man vil ikke høre
tale om den offentlige vudering, som udgangspunkt for en handel. Hvorfor bliver denne så brugt i andre sammenhænge,
bl. a. når tvangsauktioner annonceres ?.

Man må også gerne sige nej til en Advokat

På sælgers side står ejendomsmægleren. Ejendomsmægleren skal kunne forsvare den pris han/hun har vurderet den til. Så enkelt er det. Det gælder altså om fortsat at vælge den bedste ejendomsmægler, hvilket er blevet nemmere i krisen. Tøj og kopimaskinesælgerne er tilbage på deres oprindelige job, så chancen for at finde en rigtig mægler er blevet større. Nu skal mæglerne arbejde for salæret. Det er det nye...


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu