Et velfungerende lager er altafgørende for et onlinesupermarked som Irmatorvet. Derfor var det ikke uden spænding, at virksomheden i efteråret indviede et helt nyt storlager til kunderne i Østdanmark. Med Apport som WMS-leverandør er det lykkedes at skabe et lager, hvor både effektiviteten og pluk-kvaliteten er helt i top.
Vaner kan være svære at bryde, og det gælder ikke mindst danskernes indkøbsvaner. Så når Irmatorvet gerne vil overbevise danskerne om, at de i stedet for at tage deres varer op af supermarkedernes kølediske skal klikke på dem på en hjemmeside, så er der ikke råd til at lave fejl og give dem bare en enkelt dårlig oplevelse med eksempelvis en forkert leverance.
”Det er fuldstændig afgørende, at vi har et lager, som fungerer optimalt, og derfor var det også særdeles vigtigt for os at finde den rigtige leverandør af vores lagerstyringssystem,” forklarer Nicolaj Boysen, der er udviklingschef hos Coop.
Det lager, som Nicolaj Boysen henviser til, er helt nyt og ligger i Vallensbæk. Siden 1. oktober har det serviceret Irmatorvets kunder i Østdanmark som et led i en offensiv vækststrategi, hvor Irmatorvet i løbet af tre år vil mere end tidoble sin omsætning.
”I slutningen af 2011 besluttede Coop, som ejer Irmatorvet, at man ville satse mere på onlinehandel. Det kunne ikke lade sig gøre med det daværende setup, som var for manuelt og gav for mange fejl. Så vi besluttede os for at udskifte hele platformen og skabe et nyt lager,” forklarer Nicolaj Boysen.
Gav tryghed
Lagerstyringssystemet hedder Apport Picking og er et papirløst, talestyret lagerstyringssystem, der effektiviserer alle arbejdsgangene på lageret. Systemet leveres af Apport Systems A/S, som er specialister i logistik og lageroptimering. Apport blev blandt andet valgt, fordi Irmatorvet ville være sikker på at få den nødvendige driftssikkerhed og hjælp under implementeringen.
”Apport var enormt hurtige til at reagere og rette eventuelle fejl i indkøringsfasen, og det er ingen selvfølge. Der er mange eksempler på, at it-leverandører kan blive en flaskehals, men Apport var det af vores it-systemer, som hurtigst kom til at fungere,” fortæller terminalchef Judith Juhl Silberg fra Irmatorvet, som desuden fremhæver systemets enkelthed.
”Apports system rummer mange muligheder, men alligevel er det simpelt at gå til, og det var vigtigt. I takt med at vi vokser, vil der hele tiden komme nye medarbejdere til, så vi skal have mange forskellige brugere ind over. Derfor må det ikke være raketvidenskab. Lager- og pakkemedarbejderne skal nemt kunne læres op og komme i gang med at plukke varer både korrekt og effektivt,” siger Judith Juhl Silberg, som har noteret sig både en høj effektivitet og kvalitet på lageret de første måneder.
Vigtig sparringspartner
Irmatorvets lager i Vallensbæk vil skifte udseende flere gange over de kommende år, efterhånden som antallet af varer på hylderne vokser. De løbende tilpasninger stiller krav til Apport.
”Vi vil hele tiden forsøge at optimere vores arbejdsgange, og i den sammenhæng er Apport vigtig,” siger Judith Juhl Silberg.
Også udviklingschef Nicolaj Boysen ser Apport som en væsentlig brik i Irmatorvets fremtidige udvikling.
”Vi ser på Apport som en vigtig samarbejdspartner, som vi løbende kan sparre med, så vi sikrer, at vi hele tiden har den rigtige løsning og kan nå de mål, vi sætter os,” siger han.