Det store julesalg er for længst gået i gang, og dermed er det også den tid på året, hvor danskerne bruger allerflest penge. Langt de fleste butikker er klar til at betjene de købeglade danskere i butikkerne. Men på internettet har julehandlen været skudt i gang længe.
Online shopping er igennem de seneste år blevet et større og større fænomen. Og danskerne er vilde med at bruge deres penge, når de går på internettet. ”Det er nemt, bekvemt og kan gøres hjemme fra sofaen, i bussen, på cafeen etc.”, siger Morten Bruhn Højsgaard, Search Marketing Manager i iProspect i Aarhus.
”Vi ser en tydelig tendens til, at brugere vælger at søge på produkter, før de køber, og vi ser en stigning i søgninger på mobile enheder som smartphones og tablets”, fortsætter Morten. Flere undersøgelser viser, at tallet for smartphones er eksploderet inden for de seneste to år, og man regner med, at ca. 51 % af alle danskere i alderen 18-64 år er ejere af en smartphone.
Julen starter tidligt
Ser man på tendenser inden for søgninger på internettet, kan man se, at der allerede sker en stigning i antallet af julerelaterede søgninger i oktober måned. ”Vi kan se, at der allerede fra midten af oktober sker en markant stigning i antallet af søgninger på julegaverne, som fortsætter meget eksplosivt med at stige indtil et par dage før juleaften.”, fortæller Morten.
Hvis man vil være med i kampen allerede fra starten, bør man derfor som virksomhed være klar til at tilgodese sine kunder tidligere end, hvad man normalt vis gør ude i sine fysiske butikker.
Mobilen vinder indpas
Online shopping er generelt støt stigende, og flere og flere virksomheder vælger at sælge deres varer i webshopper. ”I 2013 vil antallet af danskere med en smartphone stige og med tiden, vil de fleste danskere efterhånden være ejere af en smartphone”, fortæller Morten. Flere undersøgelser viser desuden, at danskerne ofte bruger mobilen eller deres tablets til at lave research på produkter, de overvejer at købe. Vi ser allerede nu en stigning i antallet af online salg foretaget på enten mobilen eller tablets, noget der forventes at stige markant i fremtiden.
”Der vil derfor være store økonomiske gevinster at hente ved at gå kunderne i møde på smartphonen, og hvorfor ikke både have et mobilwebsite og en mobil webshop, der er tilgængelig over mobilen?”, afslutter Morten.