Studerende og elever fra hele Danmark samles tirsdag den 6. november til topmøde i København for at diskutere, hvordan iværksætteri og entreprenørskab skal indgå i fremtidens uddannelser. Et topmøde der blandt andet får uddannelsesminister Morten Østergaard på besøg.
Ugen før Danmarks Iværksætteruge – uge 46 – tager de studerende sagen i egen hånd og lægger traditionelle tilgange på hylden, når de skal udarbejde en fælles vision for fremtidens uddannelser med iværksætteri i centrum. For hvis Danmark skal ligge forrest i feltet, når det kommer til innovation og vækst, så gælder det om at introducere de studerende for iværksætteri og entreprenørskab allerede i løbet af deres uddannelser.
Politisk opbakning
Når topmødet skydes i gang deltager blandt andre Minister for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, Morten Østergaard. Med studentertopmødet får studerende og elever en fælles platform, hvor vores politikere allerede på forhånd har forpligtet sig til at tage de studerendes anbefalinger med i deres arbejde. I december og januar skal topmødets resultater nemlig præsenteres for Udvalget for Børn og Undervisning, samt Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, som vil bruge de unges indspark i deres videre arbejde med at styrke iværksætteri i de danske uddannelser.
På vegne af 1 million unge
Studentertopmødet samler studerende og elever fra alle niveauer af uddannelsessektoren, som tilsammen repræsenterer over 1 million unge. "Det er vigtigt, at de studerende bliver involveret i debatten om, hvordan uddannelse og undervisning bør værre i forhold til innovation og iværksætteri. Med Studentertopmødet får de indflydelse på fremtiden, ligesom de får en indsigt i problemstillingerne og de mulige løsninger," lyder det fra projektleder Christian Palm.
Årligt tilbagevendende begivenhed
Studentertopmødet blev afholdt første gang i 2010 og vil ligeledes blive afholdt de kommende år. Studentertopmødet vil også være at finde ved Danish Entrepreneurship Award 2012 i Fredericia, hvor mere end 5.000 elever og studerende, undervisere og erhvervsfolk fra hele Danmark allerede har tilmeldt sig.
Kontaktpersoner
Monica Pyndt Grønning, Teamleder i Fonden for Entreprenørskab,monica@ffe-ye.dk / 2346 9675
Christian Palm, Projektleder i studenterorganisationen Gate to Create,
christian@GatetoCreate.dk / 26 79 29 07
Praktisk
Dato: Tirsdag den 6. november, 2012,
Tidspunkt: Fra kl. 11.00 til kl. 15.00
Sted: Rummet i Republikken, Vesterbrogade 24, 1620 København V
Studentertopmødet afholdes af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise og Next Generation, samt studenterorganisationen Gate to Create.