En ny undersøgelse viser, at boligsælgere overalt i Danmark i løbet af det seneste år har fået mere realistiske forventninger til, hvad de kan få for deres bolig. En villasælger, der satte til salg i 2011 lagde nemlig i snit ud med en pris 10,8 pct. over hvad villaen endte med at blive solgt for.
I 2012 var denne forskel skrumpet til 6,5 pct. Tendensen er gældende over hele landet og det er især sælgerne af ejerlejligheder, der i den første pris på nettet er kommet tæt på den pris der endeligt handles til.
"Undersøgelsen viser tydeligt, at boligejerne efter 5 års krise på boligmarkedet har indset, at det ikke længere er muligt at opnå de høje priser, som man fik i de gode år," siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann og fortsætter:
"Samtidig er vi som mæglere nok også blevet lidt mere hårde i filten, og tager ikke i samme omfang sager ind, hvor ejeren er helt ude af trit med markedet."
Generelt er forskellen mellem først udbudte pris og endelig salgspris mindst i Region Midtjylland. Det er ligeledes over hele linjen ejerlejlighederne, hvor køber og sælger er tættest på hinanden. Største bevægelse fra 2011 til 2012 mod en mere realistisk salgspris er sket blandt sommerhus-sælgere i Region Sjælland.
"For ejerlejlighederne gælder det desuden, at udbuddet i perioden er næsten halveret. Det betyder, at sælger står stærkere i forhandlingen med køber og ikke er så let at presse til at give afslag i prisen," forklarer Jan Nordmann.
Hos EDC hæfter man sig desuden ved, at de regionale forskelle i forhold til tidligere i høj grad er udlignet:
"Umiddelbart efter boligkrisens start i 2007 begyndte boligsælgere i København og Nordsjælland at regulere priserne ned, mens man i resten af landet var mere afventende. For nogle dele af landets vedkommende tøvede man med at sætte priserne ned i flere år, hvilket i høj grad gik ud over salget. Nu viser denne undersøgelse, at priserne er kommet ned i et leje, hvor det er nemmere for køber og sælger at mødes, og det gælder hele landet og for alle boligtyper," siger Jan Nordmann.