Tre af de store forsikringsselskaber filmer folk på offentlige steder for at afsløre svindel. Dybt krænkende, siger Forbrugerrådet.
19. september 2008, 09:46 – opdateret 2. november 2010, 12:53
Tre af de seks store, danske forsikringsselskaber bruger videoovervågning på offentlige steder for at afsløre danskere, der snyder med forsikringen.
I et tilfælde endte sagen med et års fængsel.
»Hvis vi får et tip fra for eksempel en nabo, der typer på, at folk ikke taler sandt, og vi ikke kan føre bevis for det på anden måde, kan videoovervågning være en sidste udvej for at bevise, at der ikke er den skade, som vedkommende påstår,« siger direktør i Alka Forsikring, Niels Mortensen, til metroXpress.
Forbrugerrådet: Dybt krænkende
Det er ikke altid, at forsikringsselskaberne har ret. Alligevel fortæller de ikke i alle tilfælde, at kunden har været overvåget.
Forbrugerrådets direktør Rasmus Kjeldahl kalder det »dybt, dybt krænkende«, at forsikringsselskaberne ydmyger kunder, der f.eks. er invalideret efter en alvorlig ulykke og har været igennem en hård proces på hospitalet.
Forsikringskoncernen Codan fik en mand idømt et års fængsel. Han havde fået erstatning for en ryg så dårlig, at han end ikke kunne rede sit hår. Men videoovervågningen afslørede, at han kørte kreaturkørsel med lastvogn.
»Disse folk snyder ikke kun forsikringsselskaberne. De snyder også det offentlige for store beløb,« siger pressechef hos Codan, Jens Nüchel.
Forsikringsbranchen anslår, at der hvert år svindles for to-tre milliarder kroner i Danmark.






























































