Uden forsikring kan du dø i udlandet

Hvis ingen vil stille sikkerhed for hospitalsregning og hjemstransport, kan danske myndigheder ikke hjælpe strandede turister.

Danskere risikerer at død i udlandet, hvis de ikke er forsikrede. Det skriver Vejle Amts Folkeblad onsdag.

Anders Skoumann Sørensen er på vej hjem til Vejle efter to måneders mareridt i Thailand. Men kun fordi han er så heldig, at nogen vil betale den halve million, det koster at fragte den alvorligt syge, 52-årige vejlenser hjem med ambulancefly. Andre danskere i lignende situationer uden penge får lov at dø i udlandet.

Udenrigsministeriet må kun bistå med betaling af hospitalsregning og hjælpe til med at arrangere hjemtransporten, hvis der er stillet en økonomisk sikkerhed. Det er der blevet i Anders Skoumann Sørensens tilfælde.

Han blev i januar ramt af en blodprop under et ferieophold i Thailand - og efterladt fordi hans rejseforsikring var udløbet. Det skete fire dage før blodproppen i den ene lunge. Han havde tegnet en forsikring, der dækkede hans ophold, men fordi han fik et epileptisk anfald på hjemrejsedagen, turde myndighederne ikke sætte ham på flyet.

Dagen efter lykkedes det vejlenseren at flyve fra Phuket til Bangkok, hvorfra han skulle være fløjet videre til København. Her fik han det imidlertid dårligt, og dagen efter blev han indlagt med blodproppen. Her løb hospitalsregningen hurtigt op i astromiske summer, og vejlenseren fik ikke lov at rejse, så længe hospitalsværterne ikke havde sikkerhed for deres tilgodehavende.

Hjemme i Vejle samlede vennerne ind på stamværtshuset, men de måtte opgive igen, da regningen voksede med flere 100.000 kr. på få dage.

Hos Udenrigsministeriet bekræfter man, at danskere uden forsikring i værste fald får lov til at død i udlandet.

- Hører vi om strandede danskere, gør vi alt, hvad der står i vores magt for at finde frem til et familiemedlem, et pengeinstitut, en arbejdsgiver eller kommunen for at få stillet en økonomisk sikkerhed. Lykkes det ikke, har vi ikke mulighed for at hjælpe, siger Inge Durant, kontorchef i afdelingen for bistand og beredskab under Borgerservice i Udenrigsministeriet.

Hun må ikke udtale sig i sagen om Anders Skoumann Sørensen, men hun siger generelt, at det hurtigt kan koste en million kroner at undlade at tegne en forsikring.

- Hvert år strander danskere, fordi forsikringspapirerne ikke er i orden. Og i enkelte tilfælde dør de i udlandet, siger hun.

Ifølge Udenrigsministeriets hjemmeside er det ikke ualmindeligt, at en sygeseng på et hospital koster over 5.000 kroner om dagen.

- Komplicerede skader eller sygdomme såsom en hjerneblødning på et fjernt rejsemål kan inklusive hjemtransport med ambulancefly nemt løbe op i over en million kroner, siger Inge Durant.

Den betragtning er Jørgen Pedersen, skadesdirektør hos Gouda Rejseforsikring, enig i.

- En blindtarmsbetændelse med komplikationer i USA beløber sig nemt til en kvart million kroner, siger Jørgen Pedersen. Ifølge skadesdirektøren måtte Gouda Rejseforsikring i 2008 i tre tilfælde betale mellem 2,5 og 5 millioner kroner.

En rejseforsikring hos Gouda Rejseforsikringer for en familie bestående af to voksne og to børn koster cirka 1600 kr. Nogle selskaber leverer varen for under 1000 kroner.
 

 



Markedet lige nu