Hvis du tror på, at aktiekurserne fortsætter op resten af året, så kan du få din SP-opsparing til at yngle, inden du trækker den ud.
27. maj 2009, 11:27 – opdateret 2. november 2010, 14:01
Det kan måske betale sig at klappe hesten, inden blanketten fra ATP om udbetalingen af SP-opsparingerne underskrives og sendes tilbage til ATP. Brevet med udbetalingsblanketten dumper i disse dage ind ad 2,8 millioner danskeres brevsprækker, og de første har underskrevet blanketten og sendt den tilbage.
Men hvis man tror på, at aktierne fortsætter den optur, de har oplevet i årets første måneder, så kan der være flere penge at hente ved at lade dem stå.
Selv om ATP har neddroslet aktieandelene for at gøre klar til udbetalingerne, så står SP-pengene fortsat i en solid portion aktier. Og for danskere med virkelig stor risikovillighed, så kan SP-pengene enten sættes over på den såkaldte Folkebørs, hvor der er en lang række aktiefonde til rådighed, eller trækkes over i et pengeinstitut, hvor de sågar kan investeres i enkeltaktier.
Den mulighed er ifølge det lovforslag om sagen, der behandles i Folketinget, åben frem til 1. oktober, hvorefter pengene i lighed med alle de andre SP-opsparinger kan hæves frem til årsskiftet.
Men aktiekurserne kan også gå den forkerte vej, og privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank kalder det stærkt spekulativt at satse på en aktiegevinst i de kommende måneder.
"Jeg kan da godt forestille mig, at der kommer højere aktiekurser gennem resten af året. Men det er også med meget store usikkerheder," siger Las Olsen og vurderer, at hvis ATP skulle investere pengene med udsigt til en udbetaling inden for seks måneder, så ville aktieandelen være tæt på nul.
I øjeblikket er aktieandelen for de yngste i den såkaldte for højrisikogruppe nedbragt fra 60 procent til 45 procent. Den indeholder danskere under 45 år.
For mellemrisikogruppen i alderen 45 til 55 år er den faldet fra 40 procent til 30 procent, mens den for de ældste over 55år er faldet fra 20 procent til 15 procent.
"45 procent er en meget høj aktieandel for penge, der skal bruges inden for det næste halve år," siger Las Olsen.
Det trækker dog lidt i den sikre retning, at ATP kun har investeret SP-pengene i danske, europæiske og amerikanske aktier.
Hvis man satser på en aktiegevinst er der selvfølgelig også den mulighed at hæve pengene og selv investere dem i aktier. Men dels kan en kommende gevinst på SP-opsparingen nyde godt af et fradrag for de tab, opsparingerne har lidt, dels bliver SP-pengene inklusiv en eventuel aktiegevinst beskattet lempeligt, når de trækkes endeligt ud.
Men Las Olsen skal ikke nyde noget af at gamble med sin SP-opsparing.
"Jeg hæver dem lige så snart, jeg kan, fordi jeg skal bruge dem til renovering af et hus, jeg er i gang med,” siger Las Olsen, som ellers har tabt mere end de fleste.
Han har nemlig investeret sine SP-midler på Folkebørsen og er dermed ramt mere rent af aktiekursfaldene i 2008.
”Men tabt er tabt, og jeg kan bruge pengene her og nu,” siger han.



























































