Overraskende mange danskere vil have deres SP-penge udbetalt – nu! Det viser de første dages store antal henvendelser til ATP. Hele 1,2 millioner har allerede bedt om at få deres sparepenge retur.
3. juni 2009, 06:30 – opdateret 2. november 2010, 14:02
Interessen for at hæve de tvangsopsparede SP-penge, som ligger gemt i ATPs store pengetank i Hillerød, ser ud til at være langt større end hidtil vurderet.
Efter kun få dage, har ATP således allerede modtaget 1,2 millioner breve fra danskere, der vil have deres sparepenge ud – hurtigst muligt.
ATPs kundechef, Ellen Dalsgaard Zdravkovic, siger, at alle 2,8 millioner breve om udbetalingen af SP-opsparingen nu er afsendt fra ATP og burde være ude hos alle.
»Men det overraskende er, at vi allerede har fået 1,2 millioner breve retur. Man skal kun returnere sit brev, hvis man vil have pengene udbetalt, så det er overvældende mange, der allerede har svaret.«
Pengene kommer snart
Ellen Dalsgaard Zdravkovic tilføjer, at interessen for at hæve de mere end 40 milliarder kroner, som er samlet på danskernes SP-konti er »ganske voldsom.«
»Der ser ud til at være en meget massiv interesse for at få pengene udbetalt. Der har været en meget hurtig reaktion hos danskerne,« siger Ellen Dalsgaard Zdravkovic.
Hvornår den første person modtager SP-penge, vil hun ikke byde på. Men det vil ske forholdsvis hurtigt.
»Der kan gå op til tre uger. Men vi arbejder på højtryk,« lyder det fra ATPs kundechef.
De fleste ønsker penge
ATP skønnede i april, at 56 procent af alle, ville hæve deres SP-penge. Men den andel er allerede nu og efter ganske få dage oppe på 43 procent, hvorfor tallet formentlig bliver større end de 56 procent. Sker det, vil det private forbrug og dermed også dansk økonomi, få en større stimulans, end både regeringen og mange økonomer har forudset.
Folk behøver dog ikke bruge pengene, selv om de hæver dem. En del vil givet spare dem op andre steder, eller bruge pengene til at afvikle gammel gæld med. En del rejser givet også pengene op i andre lande, hvorfor de kun vil få en mindre betydning for beskæftigelse og forbrug herhjemme.
Den største udbetaling
Men samlet er der tale om en af de største pengeudbetalinger på én gang til danskerne – nogensinde.
Man kan vente helt frem til nytår med at hæve SP-pengene. Men mange vælger åbenbart den hurtige løsning og beder om kolde kontanter på deres konto – med det samme
Der skal betales 35 procent i skat af de første 15.000 kroner, der hæves, og 50 procent af penge over denne grænse. SP-pengene er tvangsopsparing, som blev sparet op fra 1998 til 2003. Det var dengang, hvor forbruget steg for meget, og politikerne havde travlt med at finde på ting, der kunne holde danskernes tegnebog lukket. Nu er situationen den stik modsatte – forbruget er alt for lille og politikerne arbejder hårdt på at få tegnebogen åbnet igen.



























































