Det samlede beløb til forbrug kan blive meget større end ventet. ATP har snart pengene klar.
4. juni 2009, 07:56 – opdateret 2. november 2010, 14:02
Det vælter ind med besked fra danskere, der vil have deres SP-midler udbetalt nu: ATP har nu rundet 1,5 millioner breve, svarende til at 54 procent af kunderne vil have pengene ind på kontoen.
Omfanget kommer bag på de fleste - ikke mindst fordi danskerne reagerer så hurtigt, skriver Jyllands-Posten.
»Vi regnede med, at omkring halvdelen ville blive udbetalt, og det ser jo ud til, at effekten fra SP-udbetalingen kan blive endnu kraftigere,« siger overvismand Peter Birch Sørensen, økonomiprofessor ved Københavns Universitet.
SP-midlerne er spået til at kunne få en kraftig og positiv effekt på dansk økonomi. Men reelt aner ingen, hvor stor den effekt bliver, før det står klart, hvad danskerne bruger pengene til.
»Det afgørende for konjunktureffekten er, om de bliver brugt til forbrug. Men nogle vil nok betale gæld af, nogle vil spare op andre steder, og endelig vil nogle bruge dem til forbrug,« siger Peter Birch Sørensen til Jyllands-Posten.
»Der kan også være nogen, som er i en kreditklemme og ikke kan låne andre steder, og nu bruger de så måske SP-pengene til et nyt køkken eller lignende. Der går noget tid, før vi er klogere på det.«
Hvis hver eneste dansker kræver at få SP-formuen ud, skal ATP realisere i nærheden af 50 milliarder kroner. Men processen er for længst sat i gang, så det vil ikke pludselig oversvømme finansmarkedet med aktier og obligationer.
»Vi har nu 25 procent af formuen liggende i kontanter, og 50 procent af formuen er placeret i det, vi kalder ultralikvide værdipapirer, dvs. bl.a. europæiske og amerikanske aktier, vi kan sælge uden at påvirke markedet. De sidste 25 procent ligger i værdipapirer, som vi også forholdsvis hurtigt vil kunne realisere, men måske ikke fra dag til dag,« forklarer porteføljemanager Jonas Bhatti fra ATP.






























































