Danskere, som glæder sig til at brænde deres SP-penge af på rejser, rødvin og restauranter, kommer til at vente i op til tre uger, før de kan svinge dankortet gennem butikkeres betalingsautomater.
12. maj 2009, 10:23 – opdateret 2. november 2010, 13:58
Officielt frigives SP-pengene den 1. juni. Men det vil tage ATP op til tre uger, at udbetale pengene, oplyser selskabet.
De første breve om, at danskerne kan få deres SP-penge udbetalt, begynder ATP at udsende mandag den 25. maj, og inden fredag den 29. maj skulle alle tre millioner danskere, der har tvangsopsparede penge hos ATP, have modtaget et brev med posten.
Det oplyser kundechef hos ATP, Ellen Dalsgaard Zdravkovic til Berlingske Business.
"I brevet er der en slip, man skal udfylde og returnere i en vedlagt kuvert til os, hvis man vil have pengene udbetalt. Men der kan godt gå op til tre uger, før folk får pengene ind på deres bankkonto," siger Ellen Dalsgaard Zdravkovic.
ATP bliver fortsat bestormet af et sted mellem 200 og 1.000 danskere, som dagligt ringer til ATP for at få svar på, hvor stor deres saldo på SP-kontoren er.
"Der er lidt færre, som ringer end i starten. Men fortsat har vi mange henvendelser og nok omkring 400 om dagen i snit," siger Ellen Dalsgaard Zdravkovic.
Det endelig lovforslag om, at danskerne kan hæve deres tvangsopsparing SP, ventes vedtaget i Folketinget den 19. maj. Når det er sket, vil ATP iværksætte en større reklamekampagne, der gør opmærksom på, at danskerne nu kan hæve deres SP-penge, hvis de ønsker det.
Der står næsten 40 milliarder kroner på SP-ordningen og flere banker har anslået, at halvdelen af pengene bliver hævet og omsat til forbrug. Man skal betale 35 pct. i skat af de første 15.000 kr. af SP-midlerne og 50 pct. af resten.






























































