I en verden af sivende aktiekurser har ATP forvaltet danskernes SP-penge godt – kun de yngste SP-medlemmer er ved at gå i minus, viser de helt nye tal.
11. marts 2009, 06:59 – opdateret 2. november 2010, 13:42
Der er ikke mange fonde i Europa, der har forvaltet penge bedre, end ATP har forvaltet SP-pensionerne i de seneste år. Analysevirksomheden Morningstar har fundet de seneste afkast frem til og med februar, og kun medlemmerne i de yngste årgange med SP-opsparing er ved at gå i minus, siden pengene blev investeret enten efter din alder eller af dig selv på den såkaldte Folkebørs i 2005.
Morningstars tal viser, at afkastet for en dansker, der var 35 år i 2004 og dermed blev placeret i den mest risikable fond, nu er nede på et årligt afkast på 0,15 procent i årligt gennemsnit siden 1. januar 2005 – et fald i det årlige gennemsnit fra 1,9 procent ved årsskiftet, der afspejler den fortsatte finanskrise.
Men chefanalytiker hos Morningstar Karsten Henriksen mener, at ATP har forvaltet SP-opsparingerne godt, og hans analyse viser, at de tre SP-fonde med lav, mellem eller høj risiko hører til blandt de 10 til 20 procent bedste blandt sammenlignelige fonde i Europa.
”ATP’s SP-fonde er blandt de 10 til 20 procent bedste i Europa målt på sammenlignelige fonde. Det stemmer også overens med resultaterne i de bagvedliggende rene aktie- og obligationsfonde, der også har gjort det relativt godt,” siger Karsten Henriksen.
Han peger videre på, at det blandt andet skyldes ”de ekstremt lave omkostninger”.
”Blandt andet har de ingen distributionsomkostninger, som andre steder kan udgøre omkring 1 procent,” siger Karsten Henriksen.
Han regner selv med at lade sin SP-opsparing blive hos ATP, når den ifølge skatteaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti ellers kan hæves til lempelig beskatning i andet halvår i år.
”Ordningen med Folkebørsen er god og du har adgang til nogle gode fonde under meget lave omkostninger. Men skattetekniske ting kan gøre det fordelagtigt at hæve SP-opsparingen og flytte den til en anden pensionsordning med fradrag i topskat. Så alene ud fra et skattemæssigt synspunkt kan det være en fordel,” siger han.
Karsten Henriksen har selv udnyttet Folkebørsens adgang til nogle af de flere end 200 fonde på Folkebørsen. Og dermed er han blandt de 8000 investorer på Folkebørsen, der i gennemsnit har tabt 47 procent af deres opsparing fra 2004 til 2008.
”Jeg har selv placeret pengene på Folkebørsen og udnyttet nogle af de mere eksotiske fonde. Jeg er nok lidt bagud i øjeblikket, men det er jo kun en lille del af formuen, og det skal ses i sammenhæng med resten af pensionsopsparingen,” siger Karsten Henriksen.
Grunden til, at de yngste SP-medlemmer har taget de største tab er, at de investerer tungere i aktier, end de ændre medlemmer, forklarer Ellen Dalsgaard Zdravkovic, kundechef i ATP.
”De yngre har flere aktier, de ældre flere obligationer. Aktier forventes at give et bedre afkast på langt sigt, men til gengæld kan afkastet svinge meget fra år til år. Det gør ikke så meget, når man stadig har lang tid til pensionen. Når den rykker tættere på, bliver det vigtigere at have en vis sikkerhed for afkastet,” siger hun til ATPs nyhedsbrev Faktum.
Hvis de yngre kunder hæver deres opsparing i år, realiserer de dermed deres tab, før det som forventet er hentet ind igen over deres lange investeringshorisont frem til deres pensionering.
De store aktiekursfald gennem hele 2008 og i år har dermed især ramt de yngste, mens afkastet er bedre, jo ældre medlemmerne er, som det ses i nedenstående skema.
Tidligere artikler om SP-opsparingen:
Din SP-opsparing giver overskud






























































