Der kan komme prisstigninger på op til en fjerdedel af den nuværende pris på indboforsikringer, varsler landets største forsikringsselskab.
17. august 2010, 08:13 – opdateret 2. november 2010, 15:16
Lige i kølvandet på et af de voldsomste regnvejr i årtier varsler adm. direktør for Tryg Stine Bosse kraftige prisstigninger på privates indboforsikringer.
I forbindelse med Tryg-koncernens halvårsregnskab varsler direktøren præmieforhøjelser på mellem 10 og 25 pct. på indboforsikringer.
"Indboforsikringerne i Danmark - og det gælder ikke alle kunder, men det gælder rigtig mange - kommer til at møde præmieforhøjelser på mellem 10 og 25 pct.," siger Stine Bosse til RB-Børsen.
Når kunderne skal have flere penge op af lommen skyldes det blandt andet det dårlige vejr, som koster mange vandskader. Desuden koster tyverier i private hjem forsikringsselskaberne dyrt.
"Risikobilledet i Danmark er ændret meget dramatisk på meget kort tid. Den ene ting er tyveri og den slags ting, og en anden er vand og vejr, som vi nu har oplevet en gang til. Det er store ændringer på kort tid i en forsikringsforretning som den danske," siger Stine Bosse til nyhedsbureauet.
Der er også prisstigninger på vej til de danske erhvervskunder.






























































