Del : SMS
Berlingske Business

Pensionen knager ved skilsmisse

pix-skilsmisse123
Manden har ofte oparbejdet dobbelt så stor en pensionsformue som hustruen, som derfor kan være særdeles dårligt stillet ved en eventuel skilsmisse. Modelfoto: Peter Clausen

Mange danske ægtepar tror, at pensions­opsparingen er en del af den fælles formue. Det er den ikke, og det kan give en grim oplevelse ved en skilsmisse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mange tusinde danskere risikerer at komme i alvorlige problemer med pensionen, hvis de går hen og bliver skilt. I modsætning til huset, bilen, den fri opsparing og andre dele af den fælles formue bliver pensionen nemlig ikke delt lige mellem de to parter ved en skilsmisse.

Hver ægtefælle beholder hele vedkommendes pensionsopsparing, og det kan få grimme konsekvenser, hvis den ene part sparer en del mere op end den anden. For at imødegå problemet kan familierne dække sig ind via en såkaldt ægtepagt, men det er der stadig færre, der gør. Det vækker bekymring i pensionsbranchen.

Nye tal fra Domsstolsstyrelsen viser, at der tilbage i 2006 blev tegnet 18.839 ægtepagter. Det tal er siden faldet støt og kom ned på 8.797 sidste år.

Med ægtepagten kan familierne aftale en deling af rate- og kapitalpensionen i tilfælde af, at parret går fra hinanden. Livrente og andre livsvarige pensioner kan derimod ikke deles.

Danica Pension fremhæver, at i runde tal har manden ofte en dobbelt så stor pensions­opsparing som kvinden, når de kommer til den tredje alder. Ved skilsmissen uden en ægtepagt betyder det, at især kvinderne efterfølgende risikerer at stå tilbage med en pensionsopsparing, der slet ikke står mål med familiens tidligere indkomst, og vedkommende kan derved se frem til et seniorliv på en helt anden klasse end forventet.

»Når skilsmissen sker i de yngre år, er konsekvenserne forholdsvis begrænsede, fordi pensionsopsparingen på det tidspunkt ikke er så stor,« siger cheføkonom i Danica Pension Jens Christian Nielsen.

»Sker bruddet derimod efter et langt ægteskab, kan konsekvenserne være meget store, og her er det ikke sjældent, at forskellen mellem ægtefællernes pensionsopsparing kan være på en halv til en hel million kroner eller mere,« siger Jens Christian Nielsen.

Skal tage stilling

De nuværende regler for pension ved skilsmisse stammer helt tilbage fra starten af 2007. De siger helt konkret, at ægtefællerne hver især tager egne rimelige pensions­ordninger med sig ud af ægteskabet.

Kun hvis den ene ægtefælle har foretaget en opsparing, der kan betragtes som ekstra, og ægteskabet har varet i mere end fem år, kan det komme på tale, at der skal ske deling af den overskydende pension. Hvis en række betingelser er opfyldt, kan den ene ægtefælle få en form for kompensation.

Det kræver dog, at ægtefællerne kan blive enige. Ellers ender spørgsmålet i en retssag. Både forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen og advokat Jens Bang Liebst påpeger, at det store problem er, at omkring halvdelen af de danske ægtepar fejlagtigt tror, at pensionen er en del af fælleseje.

For at være sikker på at undgå grimme overraskelser er familierne nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske med pensionen ved en skilsmisse. Det kan så være, at de kommer frem til, at det ikke er nødvendigt med en ægtepagt.

Jens Bang Liebst, der har været med til at starte hjemmesiden ligepension.dk, fremhæver, at små 40 pct. af de ægteskaber, der indgås i dag, ender med en skilsmisse.

»For rigtig mange familier er pensions­opsparingen det største aktiv, de har, og den er ikke en del af den fælles formue, med mindre man selv gør noget for det. Hvis ægte­fællernes ønske er at leve i ægteskabet med hud og hår, er de nødt til aktivt at tage stilling til, hvad der skal ske med pensionen ved en skilsmisse,« siger Jens Bang Liebst.

Styrker båndene

Han mener, at det er lidt af et paradoks, at der ikke er flere danskere, som går i gang med at lave en ægtepagt. Den behøver ikke at blive lavet af en advokat, men den skal tinglyses. Afgiften for tinglysningen er lige sat op fra 1.400 kr. til 1.660 kr.

»Hvis man forholder sig til tallene rent professionelt er det cirka 39 pct. af alle danske ægteskaber, der går i opløsning. Men det er meget taburiseret at tale om at lave en ægtepagt, fordi det nemt kan opfattes som om, man er på vej til en skilsmisse,« siger Jens Bang Liebst.

»Men i virkeligheden burde en ægtepagt om ligedeling af pensioner opfattes som en handling, der styrker båndene mellem ægtefolkene, fordi den bekræfter fællesskabet. Ægtepagten sikrer, at hvad der er mit, er også dit,« siger Jens Bang Liebst.

Ann Lehmann Erichsen er enig i, at pension ved skilsmisse er et følsomt emne, og det afholder mange fra at tage stilling til spørgsmålet.

»De fleste ægtepar bliver ikke skilt, og mange har måske ikke brug for en ægtepagt. Men er der noget usædvanligt og ekstra, er det vigtigt at tage stilling til en ægtepagt. Det kan være, hvis folk bliver gift for anden gang, og der er sammenbragte børn,« siger Ann Lehmann Erichsen, der fremhæver, at vi i Danmark generelt ikke har haft tradition for at lave ægtepagter, fordi den almindelige ordning er, at der er fælles eje, og den holder vi fast i.

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere