Især hvis du er ansat på en privat arbejdsplads, er der en god chance for, at du er omfattet af en privat sundhedsforsikring.
8. september 2009, 08:08 – opdateret 2. november 2010, 14:26
Private sundhedsforsikringer er langt mere udbredte, end den offentlige debat giver indtryk af, skriver Mandag Morgen.
I den hidtil mest omfattende undersøgelse af området har det vist sig, at groft sagt halvdelen af befolkningen - knap 2,5 millioner mennesker - har en privat sundhedsforsikring, der giver mulighed for at springe ventelister til offentlig behandling over.
Det fremgår af undersøgelsen, at de arbejdsgiverbetalte forsikringer er skævt fordelt. De koncentrerer sig om hovedstadsområdet, mens Nordjyderne har færrest.
Desuden er det især de større virksomheder, der tegner forsikringerne - formentlig fordi de alene på grund af volumen i den enkelte ordning kan få fordelagtige priser.
Det er en betingelse for skatterabat på en arbejdsgiverbetalt forsikring, at samtlige medarbejdere er omfattede.
Socialdemokraterne er modstandere af skatterabatten, fordi den i sagens natur kun kan udnyttes af danskere på arbejdsmarkedet på bekostning af for eksempel pensionister, påpeger partiets sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen.






























































