Nordea har 358 millioner kroner i klemme i forbindelse med den gigantiske svindelsag i USA. Det bliver pensionskunderne, som risikerer at tabe pengene.
15. december 2008, 11:31 – opdateret 2. november 2010, 13:19
Det er Nordeas pensionskunder og institutionelle investorer, der risikerer at tabe de 358 millioner kroner, som den nordiske storbank har i klemme i forbindelse med en gigantisk svindelsag, der er under oprulning i USA. Det oplyser Nordeas informationschef Claus Christensen til RB-Børsen.
- Det drejer sig om kapital under forvaltning. Det er ikke banken som sådan, der har en eksponering eller bliver påvirket i regnskabet. Men det svarer til 0,2 procent af de samlede investeringer, siger Claus Christensen, der understreger, at det endnu ikke er sikkert, at pengene er tabt.
Sagen drejer sig om Wall Street-ikonet Bernard Madoff, der i slutningen af sidste uge blev afsløret i et gigantisk svindelnummer for op mod 50 milliarder dollar - godt 281 milliarder kroner. Via selskabet L. Madoff Investment Securities har Madoff lovet investorer afkast på op til 12 procent om året - afkast der troligt er kommet ind på investorernes bankkonti de seneste år.
Problemet er bare, at afkastene ikke stammede fra en heldig investeringshånd, men derimod primært bestod i midler fra nytilkomne investorer. På den måde holdt Madoff investeringskarrusellen i gang ved hele tiden at udvide med nye investorer.
/ritzau/






























































