Mere sul på kroppen hos pensionsselskaber

Lige nu melder stribevis af pensionsselskaber deres depotrente for 2010 ud. De fleste steder holdes renten nede for at få større reserver på langt sigt, hvilket er en fornuftig politik, vurderer en ekspert.

Danmarks store pensionsselskaber vil i år tjene mere på deres investeringer, end de udbetaler til kunderne i form af renter og afkast. Det giver dem flere penge på kistebunden og større reserver.

Opbygningen af nye økonomiske stødpuder sker så også efter en nærmest katastrofal udvikling fra 2007 til 2008, da branchens samlede reserver raslede ned fra 79 milliarder kroner til bare 12 milliarder kroner på grund af den store nedtur på de globale finansmarkeder.

»Men nu er selskaberne igen ved at få mere sul på kroppen. Det er også en del af den særlige Stabilitetsaftale, der er indgået med regeringen.

Den pålægger selskaberne at opbygge større reserver i år og til næste år,« siger den uafhængige pensionsekspert og aktuar Jørgen Svendsen, som har en fortid hos Willis.

Han skønner, at de samlede reserver hos den danske pensionsbranche i år stiger med tre til fem procent.

At pensionsbranchen på denne måde igen er ved at få flere penge på kistebunden, kan blive en stor fordel for kunderne på længere sigt. Det skaber nemlig mulighed for at placere flere penge i mere risikofyldte ting så som aktier og ejendomme, der på sigt og normalt stiger mere i pris end obligationer og er mere forsigtige aktiver.

Tænk langsigtet

»Så det kan godt betale sig at tænke langsigtet. Større buffere kan på sigt give kunderne et større afkast. Der er tilmed tale om et lukket kredsløb, sådan at kunderne med sikkerhed får deres penge igen – bare senere i livet,« siger Jørgen Svendsen.

Et godt eksempel på, at det betaler sig at tænke langsigtet, er Industriens Pension, som for en del år siden gav forholdsvis beskedne depotrenter, og som dermed byggede store reserver op.

Det har sat dem i stand til at investere mere frit end andre selskaber, fordi de ikke har været tvunget til at sælge eksempelvis aktier på uheldige tidspunkter for at overholde lovens krav til reserver.

Af samme grund har Industriens Pension i år fået et kæmpe afkast tæt på 20 pct. af deres investeringer, hvilket sætter dem i stand til at tilbyde en depotrente på hele seks procent efter skat i 2010.

»Vi nedbragte vores andel af aktier i 2008. Men andelen af aktier i år er til gengæld øget ganske betydeligt, så den har været over 50 pct. af vores formue,« siger kommunikationschef Jens Almegaard, Industriens Pension.

En anden forklaring på det høje afkast i år er, at Industriens Pension på de finansielle markeder har indgået kontrakter, sådan at den faldende rente ikke har udhulet selskabets reserver.

Koncerndirektør Anne Broeng fra PFA Pension siger, at deres depotrente for 2010 indtil videre vil være den samme som i år, nemlig 3,23 pct. efter skat.

Større reserver

Det er mere end hos ærkerivalen Danica Pension, der kun kan tilbyde 2,25 pct. i depotrente for 2010. Men, siger cheføkonom Jens Christian Nielsen, deres forholdsvis lave rente skyldes, at de opbygger reserver oven på finanskrisen.

»Vi har som andre dele af branchen en aftale med regeringen om at være forsigtige og få større reserver. Men tre ud af fire kunder vælger nu også andre produkter, nemlig vores link eller balanceproduktet, hvor afkastet i år har været på 20 procent i snit,« siger Jens Christian Nielsen.

Topdanmark vil melde deres depotrente for 2010 ud i denne uge, oplyser informationschef Jens Langergaard.

 



Markedet lige nu