Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mange døde vinkler i livrente-løsningerne

Den skattereform, som træder i kraft fra næste år, vil få mange til at interessere sig mere for livrenter. Men pas på med dem, siger flere eksperter. Livrenter er dyre og yderst vanskelige at gennemskue.  

Hvis man vil spare stort op til alderdommen og have fradrag i topskatten på samme tid, så er der fra nytår kun én vej frem, og den hedder »livrenter.«
Livrenter er en særlig form for pensionsopsparing, hvor man typisk får en livslang ydelse, som vokser jo mere man sparer op.
Livrenten er dermed en slags væddemål med ens pensionsselskab om, hvor længe man lever. Lever man længe og bliver meget gammel, kan livrenten udvikle sig til en forrygende økonomisk kassesucces. Men tvinges man ned med flaget i en tidlig alder, så er pengene tabt - også for ens arvinger. I hvert fald på de gamle og traditionelle livrenter.

Men direktør Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg, der rådgiver private om pensionsforhold og andre privatøkonomiske emner, siger, at det gælder om at se sig uhyre godt for, hvis man vil spare op på en livrente.
»Pensionsselskaberns livrenter er nemlig meget dyre og yderst vanskelige at gennemskue. Det er totalt uigennemsigtige produkter for de fleste, og dermed bliver det stort set også umuligt at bedømme, hvad de koster,« siger Kim Valentin.
Samme opfattelse har direktør Rune Sørensen fra firmaet Økonomiråd, hvorfor også han med det samme og med fast stemme siger, at »livrenter ikke er noget pensionsprodukt, jeg vil anbefale.«

»Det er alt for svært at gennemskue omkostningerne, og der er ingen mulighed for selv at påvirke, hvad der skal investeres i,« siger Rune Sørensen.

Katten i sækken

Kim Valentin tilføjer, at pensionsselskaberne tjener så meget på de nuværende livrenter, at de næppe har lyst til at ændre på dem og gøre dem mere gennemsigtige og nemmere at forstå for kunderne.

»Der er rigtig mange penge i livrenter for pensionsbranchen. Men folk har ingen mulighed for at vælge risikoprofiler eller andre ting inde en livrente. Alle tvinges ind i samme fælles produkt. Det er et kæmpe problem. Der er heller ingen tilgængelige nøgletal for livrenter, så man kan sammenligne dem fra selskab til selskab. Derfor er det meget vanskeligt at vælge en livrente hos et kommercielt pensionsselskab og vide, hvad man reelt betaler for, og hvad man får for sine penge. Det er lidt som at købe katten i sækken,« siger Kim Valentin.
Han tilføjer, at hvis man er meget interesseret i at spare op på en livrente, så skal man gøre det hos et af de selskaber, der administrerer arbejdsmarkedspensioner, altså JØP, Magistrenes Pensionskasse, Ingeniørernes Pensionskasse og så videre.
»De er bedre, og de skal ikke tjent stort på det. Så det er en overvejelse værd, at vælge et af disse selskaber, hvis man absolut gerne vil spare op på en livrente,« siger Kim Valentin.

Ellers peger han på, at folk med fordel kan spare op i sommerhuse eller afvikle boliggæld, når der fra nytår indføres et loft over indskud på pensionsordninger.
»Skatten for at udleje sommerhuse er lige blevet lempet lidt. Før var der et skattefrit bundfradrag på lejeindtægter, der hed 7.000 kroner årligt. Det er nu sat op til 10.000 kroner,« siger Kim Valentin.
 


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu