Kan man minimere boafgiften ved i et testamente at beskrive, hvem der skal arve hvor meget?
15. juni 2009, 12:17 – opdateret 2. november 2010, 22:57
? I brevkassen har I tidligere besvaret en forespørgsel om beskatning af arv til nevøer, niecer og lignende. Mit spørgsmål går på »De danske regler om boafgiftsbeskatning«.
Kan man virkelig »minimere boafgiften ved i et testamente at beskrive, hvem der skal arve hvor meget?« Jeg spørger, fordi jeg har en bror, der er ugift og ingen livsarvinger har, begge vore forældre er døde, så jeg er hans nærmeste arving. Vi har ikke andre søskende.
Jeg ønsker imidlertid ikke at arve min bror, såfremt han dør før mig, men vil i givet fald overlade arven til min eneste livsarving. Kan boafgiften i denne situation på nogen måde minimeres?
Med venlig hilsen L.F.
! I dag hviler afgiften på et dødsbo på selve dødsboet. Tidligere hvilede den på arvingerne og kaldtes derfor arveafgift. I dag kaldes den boafgift. Reglerne om betaling af boafgift findes i boafgiftsloven.
Der er ikke frit slag for at bestemme, hvor meget man ønsker at betale. Derimod er der mulighed for at jonglere lidt inden for den afgift, boet kommer af med.
Der skal betales en afgift på 15 procent af boets nettobeholdning. Hvis arven tilfalder andre end afdødes nærmeste pårørende som defineret i loven, skal der betales en tillægsboafgift på 25 procent. Da tillægsboafgiften på 25 procent beregnes af bobeholdningen efter fradrag af 15 procent-afgiften, er den højeste samlede afgift ikke 40 procent, men 36,25 procent.
Hvis din bror betænker din søn, skal han betale den høje afgift.
Har din bror f.eks. en nettoformue på en million kroner, vil arven netto blive ca. 667.000 kroner. Din bror kan vælge, at en velgørende institution skal arve f.eks. 30 procent af hans formue, mens de 70 procent går til din søn. Forudsat, at den velgørende organisation er fritaget for boafgift, falder afgiften nu til ca. 225.000 kroner. Hvis det er bestemt, at den velgørende institution skal betale boafgiften, så din søn får arv uden afgift, får den velgørende institution 300.000 kroner, hvoraf ca. 225.000 kroner går til boafgifter. Den velgørende forening får netto ca. 75.000 kroner. Din søn vil netto arve ca. 700.000 kroner.
Afgiften til staten er her faldet, sådan at din søn vil få en lidt større nettoarv, samtidig med at den velgørende forening får et pænt beløb på ca. 75.000 kroner.
Forklaringen er kombinationen mellem foreningen, der er fritaget for boafgift (men som påtager sig at betale for din søn) og så det forhold, at der betales den høje boafgift. Hvis der er tale om et bo, hvor arvingerne ikke betaler tillægsboafgift, kan besparelsen ikke opnås.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk






























































